Hver gang jeg spiser er succes.
Hver gang jeg spiser er det ja til livet
og nej til anoreksi
Hver gang jeg spiser beviser jeg min styrke
Hver gang jeg spiser er det med glæde
og uden hysteri
Det ER muligt. Så kæmp kæmp kæmp. Fortsæt, fordi det går kun fremad. Det ER en dag af gangen. Desværre i langsomt tempo men det kommer.
Da jeg var færdig i det psykiatriske system tænkte jeg, at nu havde jeg lært at håndtere mine følelser. Gud, hvor lyder det som om, at jeg har ustyrlige følelser. - Dette er ikke tilfældet. Men jeg troede, at nu havde jeg lært at håndtere pressede situationer og tider på en konstruktiv måde. Det tror jeg egentlig ikke er tilfældet. Ikke fordi jeg stadig er syg, stresset eller noget, men det er bare ved at gå op for mig hvor mange overspringshandlinger jeg egentlig begår.
Jeg har altid været bange for stilheden. Min hjerne har, og vil nok også, altid kværne løs når der er bare et sekund i overskud. Når man kombinerer dette med at være teenager, spiseforstyrret, stresset, presset og ikke mindst velvidende om de store ting i livet, så er det klart at det gik galt.
Jeg har det stadig rigtig godt. Jeg er en helt normal teenager der de sidste 2 dage har været på druk. Jeg har massere af venner, faktisk langt flere end de fleste. Folk stoler på mig, ser op til mig og har respekt for mig. Jeg er blevet en del af et aktivt miljø hvor jeg er langt yngre end alle andre. Det er fantastisk men der er også en del pres. Igen, så lyder det som noget forkert, men det er slet ikke narkomiljø eller noget andet suspekt.
Jeg står konstant på grænsen mellem ung og voksen. Ikke kun pga. min alder men også på grund af mit miljø. Hvornår skal jeg være yderst ansvarlig og gå op i komplet ligegyldige detaljer, blot for at være fuldstændig spotless? Hvornår skal jeg bare drikke og ryge og være ung?
Efter sommerferien begynder jeg på gymnasiet, og jeg glæder mig som vanvittig. Jeg var blevet så træt af folkeskolen. Fra lærernes side er der ingen tillid, ingen tiltro til at vi elever selv kan tage ansvar. Jeg blev så træt af de konstante påmindelser om lektier. Jeg er 16 år gammel intet mindre. Jeg kan sagtens finde ud af at lave de lektier. OGSÅ uden 3 påmindelser på hh. sms, mail og i klassen!
Derfor glæder jeg mig nu til at komme igang med gymnasiet. Det er ikke længere succes at få 12 i folkeskolen. Det gør alle jo. Og når alle får 12 og det mister sin betydning, hvad gør man så? Jovist er karakterer bare et tal, men vi ved jo godt at det tal er meget vigtigt.
Denne Sommer markerer slutningen på en epoke; Min barndom
what jeg havde næsten glemt denne blog! jeg kom faktisk kun i tanke om det fordi jeg drømte om min gamle behandler i nat. det er første gang i utrolig lang tid hvor jeg har tænkt tilbage! jeg har det virkelig godt og havde næsten helt glemt hvor godt jeg egentlig har fået det! j
eg fik engang at vide at man aldrig kan blive helt rask. det skræmte mig enormt meget og fik mig næsten til at give op. men ALDRIG giv op! fordi man KAN sagtens blive HELT rask! jeg er nået til et fantastisk sted hvor jeg hviler i mig selv, jeg har ikke brug for andres anerkendelse eller bekræftigelse. jeg ved at jeg er god nok og at det jeg gør er rigtigt - og hvis det skulle være forkert så kan man jo kun grine :-) jeg tør godt stå alene, både fysisk men også med mine meninger og holdninger. jeg er virkelig i sandheden lykkelig og har været det 24/7 de sidste par år! det er fedt! så hvis nogle overhovedet læser med her, så frygt ej det er skam muligt!
Jeg står op som den første.
De sidste par dage har der floreret historier om at fangerne på Guantanamo bay får tvangsernæring. Idag har jeg så set denne video:
http://www.youtube.com/watch?v=z6ACE-BBPRs
Men er det egentlig ikke samme behandling spiseforstyrede modtager på psykiatriske afdelinger? Nu slap jeg heldigvis selv, men er der nogle som har prøvet det og kan svare?
Jeg forsøger at tvinge mig selv til at holde ferie, hvilket ikke er nemt. Egentlig har jeg kun 6 dages "ferie" tilbage, idet alle andre allerede er planlagte og optaget. Derfor forsøger jeg at slappe helt af og virkelig stresse ned, men det går ikke særlig godt... Dette tager jeg dog kun som et udtryk for hvor langt jeg er kommet! Sidste år blev jeg stresset af ingenting og nu vil jeg helst holdes igang hele tiden, og kan sagtens håndtere det! Jeg håber at i nyder jeres ferie og skal opleve en masse spændende ting! :-)
Når jeg tænker tilbage på de sidste mange år, så bliver jeg helt taknemmelig over at være den jeg her og hvor jeg er.
Jeg kan huske i 6. klasse hvor alt gik i stå. Egentlig begyndte det allerede i 5. men det kolliderede i 6. klasse. Jeg kan huske alle de tunge følelser som fik mig helt ud på kanten. Helt derude hvor en forsinket bus kan være dråben der flyder over og afgører liv og død. Helt derude hvor alt er mørkt og helt snurret sammen, men hvor spørgsmålet "Hvad er der galt med mig?" ikke kan besvares og derfor virker det ikke logisk at spørge om hjælp.
Jeg kan huse min 14 års fødselsdag. Starten af 8. klasse hvor jeg ikke længere gik i skole. Egentlig gik jeg kun i skole den første uge og så brast jeg. Hele min verden brast.
Men jeg husker fødselsdagen hvor jeg ikke ville fejres. Fordi hvad var der dog at fejre? Jeg fjernede min fødselsdag fra alle sociale medier og var helt tavs om den - tænk nu hvis nogen skulle opdage det! På selve dagen ringede alle pigerne fra min klasse - de havde huske den selvom jeg aldrig før havde fejret den med dem.
Jeg kan huske motionsløbet op til efterårsferien samme år. Selvfølgelig fik jeg ikke lov at deltage, men jeg ville gerne være med som heppekor. Det er egentlig også en sjov tanke, at sende en anorektiker ud på en løbetur hvor lærerne hepper på livet løs.
Efter kun 15 minutter mistede jeg blodet i mine fingre og tæer. Dette er ikke usædvanligt hverken dengang eller idag. Problemet var bare at jeg ikke kun havde mistet blodet, men også mistet følelserne og kontrollen over dem. Det var her min klasselærer generøs sagde "Løb en runde! Så får du varmen og der sker sikkert intet". Han gjorde det for at være sød, problemet var bare at jeg ikke havde spist i siden eftermiddagen dagen før og ikke havde tænkt mig at spise igen før lørdag formiddag. Samme efterårs ferie var jeg så sekunder fra en tvangsindlæggelse hvor end de ville tage mig. Mandagen efter ferien mødte jeg op til mine ugentlige 2 fysik timer og lod som ingen ting.
Jeg har gjort op med anoreksien og er forevigt lykkelig. Mit hjerte knuses bare ved tanken om alle disse ting og følelser. Jeg håber aldrig jeg glemmer dem, fordi disse ting skal ikke spolere min fremtid men derimod bruges for at blive endnu stærkere og mere motiveret. Jeg har lært ufatteligt meget. Jeg har lært at alting ikke altid er mit ansvar. Dog føler jeg stadig nogen gange at det er det, andre gange burde jeg måske. Livet er ikke altid en dans på roser, selvfølgelig har jeg stadig problemer men ingen i den størrelses orden.
Jeg tror at anoreksien har gjort mig kold på en yderst brugbar måde. Derfor er mit eneste råd til alle spiseforstyrrede piger eller drenge: Lad det ikke ødelægge jer, men lad det gøre jer stærkere. Det er muligt, men det er ikke nemt. Man kommer til at gå i mørke. For mig var der en lang periode hvor jeg følte mig hjemløs. Jeg var stadig syg men ikke pro ana syg. Mine venner førhen kunne jeg pludselig ikke tale med men omvendt hvem skulle jeg ellers? Jeg famlede i mørke men holdte fast i håbet om lys forude. Jeg viste ikke hvad der ville ske men når først man er midt i mørket, så kan man lige så godt fortsætte.
I sidste ende elsker jeg mit sygdoms forløb. Jeg er på mange områder lang foran mine venner. De sidder fast midt i al selvhadet og fordommene mens jeg er ovre det. Når vi snakker om unødige kalorier kan jeg smile arrogan og sige "Jeg er ligeglad, min krop er lækker". Fordi det gør jeg og det tror jeg. Jeg har endelig lært at se min skønhed og ikke lade andre tage den fra mig. Det er det bedste som er sket for mig
Forresten lukker google reader jo. Var lidt i dilemma om det skulle være bloggens død, men nu har jeg jo aldrig blogget for jeres skyld (ha sorry) men for min egen. Men hvis i virkelig skulle have lyst til at læse med så kan i finde bloggen på bloglovin
Håber lige i giver jer selv tid til at læse hele indlægget, ellers giver nedenstående nok et forkert indtryk. beklager det pludselige følelsesudbrud :-)
jeg sover for lidt
jeg spiser for lidt
jeg er alt for stresset
jeg griner for lidt
jeg er alt for presset
jeg mangler mine venner
jeg har det bedre end nogensinde
Mit liv pt. er ret skønt. Ekstremt ambivalent, dog. Det føles dog ikke sådan. Måske er det bare mig som render rundt som en glad idiot. Jeg elsker at være teenager. Oplever fantastisk meget sammen med mine skønne veninder. Vi er gamle nok til at (lyve) købe os til alkohol men stadig unge nok til at lyve os ind diverse steder hvor det er passende. Jeg elsker mine venner og savner dem for meget. Siden lockouten hvor vi boede sammen nonstop i 4 uger, har jeg været et meget ensomt menneske. Ikke fordi jeg reelt er ensom, men fordi man skal vænne sig til at ligge alene i en dobbeltseng, når nu man er vant til at ligge 4 mennesker der.
Jeg er alt for stresset over eksamen, har sgu taget den lidt for meget med ro. Men selvom jeg er stresset så er jeg glad. Glad hele tiden, og så er jeg ikke engang på lykkepiller. Her under de skriftlige eksaminer har jeg virkelig kunne se, hvor meget jeg egentlig har udviklet mig bare siden December. Til terminsprøverne i dansk græd jeg. Jeg græd fordi presset var for stort og fordi jeg følte mig utilstrækkelig. Sidste mandag da jeg skulle op i dansk, missede jeg bussen om morgen. øv. Men dette skrid i planlægningen ødelagde ikke min dag, hvilket det ellers ville have gjort i Decembers. I stedet skrev jeg min bedste dansk opgave nogensinde. Jeg er glad og tilfreds med alle eksaminerne. Jeg har det bedre end nogensinde før.
Selvom jeg samtidig føler alle ting, øverst i indlægget er det intet ála det jeg førhen har følt. Jeg er ikke stresset som i sygdommen, men som i den tilstand de fleste teenagers befinder sig i. Jeg er egentlig mest stresset over, at jeg skal stå op klokken lidt i 7 hver dag og ikke kunne flade den (det er satme også trist). Jeg tror på, at når man først har vænnet sig til at have det fantastisk, så er ens "smertegrænse" meget lavere. Forstået på den måde, at stresset førhen betød så stresset at jeg frygtede for et hjerte anfald. Nu betyder stresset bare at jeg har fri klokken 14 og skal til yoga. Førhen betød for lidt mad under 400 kalorier. Nu betyder det under 2300 kalorie måske (wouldn't know either way). Jeg savner mine venner fordi jeg ikke har krammet nok med dem idag, ikke fordi det er 4 uger siden sidste kram.
Jeg har det bedre end nogensinde før. Jeg er pisse hamrende glad for at jeg er fri. Jeg er ude og har det FANTASTISK. Jeg skal ikke tænkte på mad, på stress, på vægt eller noget. Jeg behøver ikke tage nogen hensyn til min svage psyke. Jeg kan gøre hvad jeg vil. Jeg er stolt af mig selv, jeg er stolt af alle mine fremskridt. Jeg er stolt af, at selvom jeg troede at toppen var nået, så fortsætter jeg med at vokse. Både i overført men også direkte betydning (er vokset 3 cm!!)
Jeg har det fantastisk. Jeg er stolt af min indsats til eksaminerne. Jeg glæder mig til at vise hvad jeg kan til de mundtlige. Jeg er omgivet af fantastiske menneske hver dag. Jeg er en del af ikke bare 1 men mange fællesskaber, hvor JEG er vigtig.
Jeg er lykkelig.
der er 2 uger til eksamen! Det e LIGE gået op for mig. Troede der var 1,5 måned endnu!!!! Hvor dum kan man lige være, haha. Jeg er seriøst i panik, har dovnet alt for meget og er kun blevet dummere den sidste måned. Alvorlig meget dummere. Jeg tror seriøst jeg dør ligenu, i min seng. TO UGER?! Jeg dør hvis ikke de bliver rykket. Ingen af os aner hvor vi står, hvad der skal ske eller hvornår. Håber så meget at de bliver rykket til Juni, ellers så. ja så dør jeg helt enkelt.
efter at jeg er blevet rask, har denne blog været min eneste form for dagbog. dette betyder at alle min, specielt negative, tanker findes her. når jeg blogger er det oftest om de dårlige ting som bare skal ud. dette giver nok et forstyrret billede af min tilstand. jeg har det rigtig godt for tiden, spiser helt normalt, klarer mig godt i skolen og har nogle fantastiske venner som jeg bruger meget tid sammen med. alt i alt har jeg det fantastisk. jeg har nok aldrig haft det bedre i mit liv. med det sagt, så er der selvfølgelig dårlige ting og perioder og det er primært dem som fylder, her på bloggen.
jeg magter seriøst intet. jeg er bare en zombie som går rundt og forsøger at gøre alle de ting, som jeg nu engang skal. jeg har travlt konstant og får ikke altid sovet over 4 timer. eksaminerne er snart men jeg magter ikke at lære noget fordi jeg render rundt i en kronisk zombie tilstand. jeg møder op til nærmest alle mine træninger, men udretter intet. min krop er ødelagt og jeg har flere overbelastningskader. sæsonen er snart slut, skolen er snart slut og jeg er snart slut. 10 klasse bliver godt fordi så behøver jeg ikke være så skide pligtopfyldende her i 9.
jeg mangler at skrive et essay om tid og ventetid. ironi i aller højeste grad. jeg magter intet og slet ikke dette essay. nødplanen må være en lang smøre om hvor lidt tid der egentlig er i denne verden. alle mine venner rejser imorgen og så skal jeg undvære dem indtil på fredag. jeg har virkelig ondt af mig selv, og savner dem allerede. jeg føler mig virkelig ensom for tiden selvom jeg konstant er omgivet af mennesker. jeg syntes generelt bare at min motivation omkring alt, er dalet. desuden er min krop ødelagt. min ryg gør ondt igen og jeg ved ikke hvad der sker. der er en måned tilbage af sæsonen og jeg kan slet ikke samle mig om noget. jeg stresser mig selv over alt, alt skal jo være perfekt. jeg har ikke gennemført mit program helt, i den sidste måned. jeg ved slet ikke længere hvad der sker.
min krop er også ved at blive ret klam. egentlig er jeg blevet ret tynd, mine arme er ikke runde og så stikker mine brystben ud. det er tildels irriterende fordi alle tror jeg har fået tilbagefald men omvendt også noget der, måske, provokerer et mindre tilbagefald. problemet er bare at jeg ingen appetit har. den eneste grund til at jeg ikke har tabt det jeg tog på, er fordi jeg ikke kan leve uden koffeinen fra cola. ynkeligt at jeg stadig ikke kan drikke kaffe, men jeg har jo brug for noget der kan holde mig igang.
det er som om at jeg aldrig bliver helt tilfreds, til trods for at jeg nu er rask. ikke at dette skal forstås som om at det ikke var det værd. men jeg havde dog håbet at kunne føle mig mere tilfreds, i længere tid.
jeg er træt konstant. stressen har efterhånden lagt mit immunsystem helt ned, og jeg er nu totalt blottet for absolut alle infektion. jeg har hovedpine nærmest konstant og et underlig tryk i brystet; som om det strammer. jeg sover hellere ikke rigtig, trods at jeg får godt 6 timers søvn hver nat. det er ikke fordi at mit hoved kører på højtryk. jeg træner hellere ikke rigtig. så hvorfor er det, at jeg er så skide uduelig?
det er som om at jeg sætter et alt for stort pres på mig selv, hvilket jeg egentlig har svært ved at sige idet jeg ikke syntes det er for stort - jeg kan blot føle det. jeg er begyndt at blive mere irriteret på mig selv, min personlighed, handlinger og de ting jeg ikke får gjort. heldigvis er min krop ikke trukket igennem den mest dømmende person, mig selv. det irriterer mig voldsomt at jeg ikke kan leve op til min egne krav. igen, så er det jo ikke fordi de er høje, jeg er blot ekstra uduelig. det lyder som om at jeg presser mig selv for hårdt, men det gør jeg virkelig ikke.
forleden dag indrømmede jeg, at 10. klasse nok var det mest realistiske. det tog mig en uendelighed at komme frem til det. jeg har altid været ambitiøs. ingen uddannelse kunne gå hurtigt nok, fordi det handler jo i virkeligheden om at være yngre, dygtigere og højere oppe i hierarkiet. så hvordan skulle jeg nogensinde kunne forvare, at være 17 år i 1.g når man kan være 16? hellere være hende den yngre og kloge end den middelmådige, gamle elev - også selvom det koster mig på den sociale front. men nu har jeg nok næsten offentliggjort at 10. klasse er mit valg. jeg orker ikke mere. jeg er skoletræt, jeg keder mig og hader pt det sociale liv i klassen. det er kedeligt alt sammen. selvom jeg ingen interesse har haft eller stadig har, i mine klassekammerater, kan jeg ikke lade være med at gå upåvirket igennem mit manglende venskab med dem. pigerne fra min klasse er ikke rigtig min type. de er søde og der er specielt 2 stykker jeg godt kan lide, men de er og bliver ikke mere end klassekammerater. desuden har jeg mange andre venner som jeg har det langt bedre med, og som opfylder alle mine sociale behov bedre. det er jo det, som det handler om i sidste ende - at opfylde ens egne behov frem for de andres.
for at vende tilbage til skolen så er jeg ærlig talt en del skuffet over min egen præsentation. jeg har altid kunnet levere en god stil eller prøve og altid været meget aktiv. jeg har igennem hele min skoletid laver stile i sidste øjeblikke, sågar først begyndt klokken 7 om morgen på afleveringsdagen, og så alligevel fået 10+. nu knokler jeg men uden resultat. jeg føler mig uduelig og jeg er ikke vild med tanken om, at jeg skal se mig til gode med et 7. et eller andet sted har jeg nok også tabt mig selv, i hele det her karakterræs. jeg vil have 12 og det skal være i dansk, idet det er her jeg kæmper mest. men ikke nok skal jeg have 12, det skal også være perfekt. så sent som idag fik jeg 10 for færdigheds regning men det er ikke nok. karakteren er den samme som hele skoleåret men min indsats er forhøjet - hvorfor afspejler karakteren så ikke det? jeg tror generelt, at jeg er ved at tabe mig selv lidt. jeg kan til tider også godt presse mig selv for hårdt. hurtigere, mere, bedre. jeg har de seneste uger overbooket mig selv udelukket for at undgå at være alene. ikke fordi jeg frygter det, trælse tanker eller noget andet. jeg vil bare ikke være alene. nu lyder jeg som en totalt kæreste-søgende-teenage-melankolsk pige så nu går jeg iseng.
Så er jeg officielt rask i morgen! Har det sgu et eller andet sted helt fint med det. Dog har en lille del lyst til at lave oprør og sige; lad os overraske dem alle! Jeg tror egentlig ikke at det er min spiseforstyrrelse, men nærmere min ekstremt useriøse og dårlige humor.
Tiden her den sidste måned har været meget stressende. Træning fylder mere og mere, nogle uger bruger jeg tæt på 20 timer! Så er der lektier, skole, socialt liv samt tid til at stresse af. For lige at krydre det lidt så var det sidste uge at der var projekt uge, vores endelige karakter kommer imorgen og så har jeg haft op til flere skader. Ferien er virkelig velkommen nu! Det er egentlig ikke fordi jeg har planlagt noget ud over træning. Glæder mig sådan til at komme igang igen, og ikke mindst til at se alle pigerne. Vi har virkelig verdens bedste hold og hygger os så meget sammen! Jeg kan slet ikke leve uden det samfund som er der!
så er endnu et år gået. hold fast hvor skete der meget i 2012. Tænk at jeg tabte 10 kilo og tog 10 kilo på igen. Det er jo crazy. For 12 måneder siden havde jeg en vissen krop og var svimmel hele tiden. Nu har jeg en veltrænet krop som kan gøre alt det jeg vil. Det er da lidt fantastisk. Aldrig nogensinde skal anoreksien vinde. Aldrig. Jeg håber at i har haft en god ferie og er klar til at give de sidste 6 måneder af skoleåret kamp til stregen. Det er ihvertfald min plan!
Forresten så ordnede alting sig med det skide 02. Jeg får karakteren her i starten af januar men så i februar får vi endnu en. Derfor kan det godt lade sig gøre. Det skal det ihvertfald.
var det nok mit liv der faldt på gulvet.
min dansklærer trak mig til side idag for at sige, at jeg ikke er nok aktiv i dansktimerne. intet nyt idet. vi har kun haft hende siden ferien og jeg er bare så usikker omkring hende. Men altså, hun sagde at jeg nok skal forbedrede mig på en dårlig dansk mundtlig karakter. cirka 02. 02. 0 fucking 2! Hele min skoletid har jeg fået gode karakter, selv da jeg faktisk ikke gik i skole. Der var det jo også nemt, jeg fik 10 i alle mine afleveringer udelukkende pga. medlidenhed. Men nu i 9. klasse vælger jeg at fucke alt op. Hvor dum har man lov at være. Ihvertfald ikke så dum. Min far er sur, det ved jeg. Min mor forsøgte at sige det pænt. "Jeg tror han er lidt irriteret over det med dansk. Altså hvis det var tysk er det noget andet. Men det er jo dansk!". Jeg ved ikke om dette ødelægger alle chancer for gymnasiet. Det gør det nok. Hvor står jeg så lige? 10. klasse selvfølgelig, men jeg ville dø. Jeg er bare virkelig sur. Virkelig virkelig ekstremt sur på mig selv. Alt jeg skulle have gjort var at række min lorte hånd op. egentlig var jeg optimistisk. min lære var smadder sød og gad faktisk høre på mit lort. Hun sagde at man også kan supplere med en udtalelse, og hvis det kun var ét fag så ville gymnasiet jo godt kunne se det, fra min side. Da jeg så kommer hjem stiller min mors spørgsmålstegn ved det og egentlig bare tager håbet fra mig. jeg er også bare sur over at alle er inde over mig. hvis jeg ikke var gået helt ned, ville det ikke være et spørgsmål jeg skulle i 10. Alle ville støtte mig og skubbe mig i den retning. jeg er bare sur på alt.
Min behandler fortalte mig for godt en måned siden, at planen er afslutning omkring jul. Så er jeg rask. Men er jeg det? Først gik der panik i mig. Ingen anoreksi? Jamen. Hvad er jeg så? Anoreksien har givet mig en alfeagtig følelse. Jeg har følt mig rigtig og accepteret. - trods alt det lort, som det også har medbragt. Men alligevel fik jeg en panik agtig følelse. Er jeg så stadig rigtig? Straks begyndte jeg at trække i land; Jamen jeg har jo også tænkt meget på mad...
Jeg tror ikke det gjorde det store indtryk på hende. Nu er jeg også ligeglad. Om dette er slutningen eller begyndelse aner jeg ikke. Jeg er selvbevist. Jeg er bevist om min krop og hvad den skal kunne og se ud. Jeg er bevist om min mad. Men er dette nødvendigvis negativt? Jeg har jo også skøjteløb, som betyder ekstremt meget. Ikke at jeg overhovedet er noget nær elite niveau, men det kræver jo alligevel en stor indsats. Så er der jo også kropsbevidsthed derfra. Ikke noget voldsomt, intet pres eller noget, men det bliver da bemærket hvis man spiser meget slik eller har taget på. Men er jeg mon rask? Jeg kan ikke rigtig tro på at jeg er rask. Jeg har helt klart rykket mig. ENORMT. Jeg tæller ikke særlig mange kalorier, og har jo taget næsten 1/4 af min kropsvægt på. Jeg er næsten fuldtid i skole, og det går glimrende. Altså lige bortset fra at min behandler ikke vil have mig på gymnasiet. Men hun er jo ude af billedet længe før det. Desuden ved hun ikke skid, stadig. Det troede jeg hun gjorde, men nu vender hun jo alt jeg siger mod mig. Pointen er lidt at jeg har besluttet jeg er rask. Selvom jeg ikke nødvendigvis er sikker. Men det er nok ikke anoreksi længere. Bare et lidt kompliceret madforhold, som så mange andre. Men jeg er rask. Fri.
jeg orker det ikke. jeg magter det ikke. det er som om at det sidste år slet ikke er sket. jeg troede jeg havde lært. jeg troede min mor havde lært. jeg troede alle havde lært ikke at presse mig. men nu presser de mig mere end jeg kan klare og det er langt over min linje. hvordan skal jeg lytte til mig selv når ingen tager det seriøst og blive ved med at lytte, når jeg har råbt stop i lang tid?
alligevel vil jeg i gymnasiet. det ville være et kæmpe nederlag at skulle tage 10. så derfor er det ikke en mulighed. 1/3 af alle piger går alligevel ned med stress så når jeg har det i forvejen er det så godt som 100 at jeg også gør. Hvad nytter 1 ekstra år så? ingenting.
jeg orker ikke dette.
selvom det først er begyndt ved jeg at det ingen ende vil tage. jeg orker det ikke. idag fik jeg at vide at en gammel klassekammerat havde taget en overdosis. nu kan jeg kun tænke på hvor meget jeg egentlig gerne ville det. ikke at jeg gør det. men jeg orker ikke dette, lange, triste mareridt. meningsløshed. der er ingen fucking grund! det må være en vinterdepression. det starter altid heromkring. orker ikke. orker ikke. orker ikke engang skrive hvad jeg føler fordi alt jeg føler er ingen energi og tårer på min kind. orker ikke at dette skal fortsætte de næste mange måneder som det altid gør.
Min far har taget min mcflurry og givet til min søster fordi jeg spiste af den gentagende gange i bilen. Hvilket betyder at jeg IGEN går iseng (måske) med 1432 kcal i maven. Der er ikke en skid mad i huset, kun digestive og pepsi. Så ja nu må vi se! Men gud hvor er min far latterligt. Tænk at tage slik fra en anorektiker haha. ja ok det var dagens lort. Syntes virkelig han er barnlig og latterlig. Men det er altså underligt, at jeg slet ikke har været sulten igen? Jeg er jo som sagt vant til 2400 kcal om dagen, så hvorfor bemærker jeg ikke at der mangler 1000? fatter nada, måske jeg bare er dum. Gud hvor lukker jeg egentlig meget lort ud.
Jeg er gået i seng velvidende at jeg kun lige har spist over 1000 kcal. ups..? Syntes altså hellere ikke at det kan passe fordi jeg har slet ikke været sulten idag. Og det burde jeg jo være når jeg er vant til 2400 kcal! Men det går nok, fordi jeg ønsker slet ikke at tabe mig. Så meget. Jeg blev bare lidt stresset af at min behandler spurgte hvordan hverdagen ville være uden center for spiseforstyrrelser. Hvilket får min hjerne til at tro at de vil afslutte mig. Kan nu godt forstå min behandler fordi hvornår har vi egentlig diskuteret min spiseforstyrrelse? Hvornår har jeg egentlig selv accepteret at den er der? Ikke fordi jeg er totalt nægtende, men jeg nægter at tænke på den, nægter at kigge på mig selv, nægter at se min vægt og nægter egentlig at tale om den. Så basically er min spiseforstyrrelse i skakmat. Det har ikke gjort mig noget, før nu. Tænk hvis de afslutter mig! Så er der jo ingen som gider høre på mig, hjælpe mig eller bare vise bekymring! Er faktisk gået helt hen og blevet glad for min behandler... :o Hun kender mig også bare så godt efterhånden og jeg stoler rent faktisk på hende. Hvilket også tog over et halvt år. Jeg er nok mest bange for at blive glemt og efterladt. Det er min konklusion efter at have tænk i mange dage. Jeg er så desperat for ikke at blive glemt og forladt at jeg sulter mig (ok sultegrænsen er 900). Igen. Det var det som førte til hele min spiseforstyrrelse.
Wow følelser! Elsker anonymiteten!
Var til lægen idag, samme læge som henviste mig til cfs i den tid! Faktisk kunne jeg ikke se hende i øjne haha. Men hun er også høj, blond og vildt intimiderende! Samt hun begyndte at læge psykolog og spørge ind til min stress, selvom jeg var der for ledsmerter. Meget sødt at hende, kan man vel sige.
Min mor er totalt oppe at køre fordi jeg ikke gider hente min søster. Der er 650 meter hjem og hun er 9 år. Det burde hun da selv kunne klare. Jeg tog bussen hjem da jeg var 9 og gik i 3. klasse. Dog ikke særlig tit, men det var da fordi min mor gerne ville hente mig. Desuden er jeg vildt træt og har lidt ondt i hovedet. Men neeeej. Nu vil min mor aldrig køre mig til silkeborg eller faktisk aldrig nogensinde køre mig nogensteder hen igen. Det har hun lige svoret. Desuden handler dette slet ikke om min søster men om hvordan jeg aldrig kan gøre noget for nogen andre. Jeg syntes hun er virkelig barnlig. Det er lige så snart jeg ikke gider gøre noget, som altså nemt kan gøres, så truer hun mig. Ikke voldige trusler men bare ting som "Nu må du ikke komme ud til XX på lørdag!" "Så får du ikke dine lommepenge!". Latterlige ting. Er det mig som er barnlig og syntes hun er latterlig? Helt ærligt.
alt er kaos lige nu. Min appetit er ikke-eksisterende og min mor er helt oppe at køre "samarbejd, ellers aflyser jeg Cathrine imorgen!". Det ironiske er at jeg forsøger at samarbejde. Godtnok kan jeg ikke komme på noget at æde som er godt nok men jeg forsøger. Hvorfor er det at min mor er den ENESTE der får mig til at tude og har gjort de sidste 3 måneder? Ikke én gang har jeg grædt over en dreng, veninde, karakter eller anoreksien. KUN min mor.
Jeg har modtaget en evaluering fra risskov hvori nogle af spørgsmålene er om min familie og hvordan den fungerer. Det er godt 1,5 uge siden jeg fik den men jeg har ikke rørt den, fordi jeg håbede alt dette ville gå over. Min behandler skulle jo nødig få et billede af noget som ikke passer. FUCK det. Jeg udfylder lortet som jeg har det og beder min behandler om at tale med hende. Selvfølgelig ikke om alt det her, men om at min mor har brug for at have kontrol med MIN spisning, MIN vægt og MIT mad. Hun holder MIN anoreksi i skak. - som den eneste. Hun sætter mig 10 skridt tilbage med én kommentar. Kan slet ikke klare hende, og åbenbart omvendt.
men så kom man lige i tanke om sommerferie! ahahahah har det for vildt for tiden.
Er røget ned af målvægt igen. det er lort! Jeg er så færdig med anoreksi og andet lort, nu skal livet leves!
men har sgu ikke andet at blogge om. Så burde jeg jo nok bare holde min mund, men selvfølgelig kan jeg ikke det (:
Jeg overvejer lidt at bruge denne blog sådan fuldt ud igen. Dog er jeg lidt i dilemma. Lidt meget faktisk. Ender nok med at gøre det, men omvendt er jeg bare ikke vild med tanken om at alt mit lort ligger på nettet.
ok, jeg har haft omkring 230 sidevisninger siden sidste opslag. Er det bare random personer eller findes der rent faktisk stadig mennesker derude som tjekker denne blog? eller noget, lol
Jeg forsøger hele tiden at holde mig selv oppe. Livet er great, love og peace og alt det andet shit. Jeg bilder mig selv ind at jeg er smuk og skal spise for at kunne forsyne min skønne krop med energi. Det er kraftedme noget pis. Når alt kommer til alt har jeg det af lort. Jeg gider ikke mere. Jeg gider ikke mere ambivalens. Jeg gider ikke flere falske løgne og motivations tips. Jeg gider kraftedeme ikke det her lort. Jeg vil bare væk. Selvmord, sultning eller en lille flugt hjemmenfra. idc. Jeg gider bare ikke det her lort længere. Jeg er så skide sur på mig selv og på alt. Jeg gider ikke denne her verden! Jeg gider ikke det her LORT! Jeg er TRÆT. Jeg er DONE.
ikke at det her betyder selvmord eller noget. laaaaaangt fra. jeg er bare træt af alt for tiden.
Føler lidt jeg bliver nødt til at opdatere idk. For tiden går alt op og ned. Angst, selvmordstanker, tilbagefald det ene øjeblik livsglæde, være rask og glæde det andet. Må være maniodepressiv eller noget. Ikke ment seriøst vel, men jeg er bare træt af det. Risskov gør ikke en skid bedre og er generelt bare træt af alt. Skøjtesæsonen slutter på søndag og så er tilbagefald endnu tættere på.
Sol har en eller anden effekt på mig! Efter jeg tilbragte torsdag og fredag under dynen med angstanfald har jeg først nydt vejret nu. ok nydt og nydt. Jeg værtsætter det er her, men jeg har altså lukket vinduet.. Men jeg kan fornemme varmen igennem gardinet.
Der sker egentlig ikke så meget for tiden. Skal til at trappe lidt mere op i skole. Begynder på idræt på tirsdag!! Jeg glæder mig enormt til at deltage igen!
Jeg er forresten tæt på min målvægt (enooorm angst!). Faktisk mangler jeg kun 3-4 kg før jeg er i området! wuhu! Tør endnu ikke fortælle at jeg er vokset 3 cm. Jeg kan mærke at dette indlæg er ret rodet, det underskylder jeg lige for!
God solfyldt søndag!
Jeg er blevet træt af at søbe i ulykkelighed. Eller jeg blev træt. Jeg gør det ikke mere. Jeg syntes ærlig talt det er spild af tid. Livet er lort til tider men at søbe i det gør intet godt. Det gør faktisk det hele værre. Nu vil jeg livet. Jeg er klar på livet og alt hvad det byder. Måske ikke helt klar, men jeg er klar på at gøre mit bedste. Det er jo trods alt, alt hvad jeg kan gøre. Hvis det ikke er godt nok, så er det bare ærgerligt. Så må jeg komme op igen og prøve én gang til.
Jeg er simpelthen så smadret. Vi øvede et nyt spring igår, som er 1,5 gang rundt og ikke 1. Jeg præsterede at falde direkte ned på mit knæ. Smuk smukt. Jeg kan godt mærke det idag! Både knæet men også resten af kroppen, er meget øm. Derfor tillader jeg mig selv at gå tidligt i seng efter en lille skål slik. Life's good! Min skønne far kom hjem fra en forretningsrejse med et kæææmpe Vogue på 606 sider! Jeg må ærlig talt indrømme at jeg ikke har fået læst det hele endnu.
Imorgen vil blive dagen hvor jeg tager i skole for første gang i halvanden uge! Det er kun 1 fysik time så jeg skal altså afsted! Jeg troede aldrig jeg skulle sige det men nøj hvor glæder jeg mig til at lave noget! Jeg har været ved at gå helt til af kedsomhed! Jeg satser også på at komme til engelsk undervisning i næste uge!! Hele klassen er på skiferie undtagen 5 elever, så derfor vil vores lære gerne give os lidt undervisning istedet for en uges ferie. Øv for de andre men super mulighed for mig! Jeg er jo lidt fjollet og tør ikke rigtig have sprog sammen med en hel klasse. Nu skinner solen også, så det giver lidt ekstra energi! Jeg er virkelig glad og bare opsat på at blive rask!
jeg sidder og tuder over 4 mails fra mine lærer. jeg tuder over at det nu er Chris der er den dygtige til engelsk og må alle mulige ting. jeg tuder over at min engelsk lærer spørg om jeg overhovedet kommer timerne. jeg tuder over at jeg så gerne vil igang med mit liv men alligevel står alt stille og jeg tuder over 4 mails. jeg er så skide træt af alle de mails om lektier jeg alligevel ikke skal lave. jeg er flere 100 sider bagud i alle fag undtagen geografi og fysik. tysk har jeg helt opgivet. Der er 47 sider jeg ikke har lavet alene i grammatik mappen. Så er der alle de løse papirer og dem de læser og.. jeg hader det. Jeg HADER det! Jeg plejede at være en fantastisk elev! De sidste karakterer jeg fik var sidste år før sommerferien. A'er i ALLE fag. 3 A'er i hvert fag faktisk. Jeg fik 10+ i en 9. klasses dansk essay selvom jeg lærte at skrive et essay 3 dage før og kun gik i 6. Jeg HADER at være det store tudefjæs jeg er nu. håber seriøst det her er noget pms. Har sgu ikke rigtig styr på den længere.
jeg overholdt ikke engang mine egne regler for idag. Spiste ikke aftensmad men tog til gengæld 125 ekstra kcal. Så er det også kun 385 kalorier der mangler. Det gør ingen forskel men princippet er at jeg er svag. jeg kan ikke finde ud af at snyde ordenligt eller spise ordenligt. jeg er dumdumdumdumdum.
har fortrydt sletningen af min blog da jeg har behov for et sted at lukke alt lortet ud som ingen gider høre på. så unfollow med det samme, der kommer intet godt fremover.
Igår på vej til bussen blev jeg stoppet af en ældre herre. Han var tydeligvis gammel og svækket men ellers ikke så anderledes. Da jeg passere ham siger han "Du kan godt nok gå stærkt! Det har jeg også kunnet engang". De viste sig at den gamle mand blev 93 til Maj. - Hvis han altså stadig var i live, som han sagde. Tænk sig hvad den mand ikke har været igennem. Han gik helt mutters alene med sin stok. Hans liv er ved sin ende mens mit blot er ved dets start. Hvorfor så spilde det? Der vil altid være dage hvor tingene vokser en over hovedet og hvor intet duer. Men forskellen på at leve og overleve er om man lader disse tage stige en til hovedet og blive hverdag. Det vil jeg ikke tillade det at blive. Jeg blive 15 til september. Mit liv skal kraftedme ikke dreje sig om at sidde der hjemme og tude. Jeg skal leve livet fuldt ud og nyde hvert et øjeblik. Carpe diem! Er det ikke meget forståeligt? Mit liv skal leves så jeg engang har tusinde historier at fortælle, når jeg er gammel og svækket som den mand.
Mit liv har virkelig fart på. ELSKER det! Hvem gider sidde hjemme og selvskade når man kan rende rundt i byen med ens venner? Ringede klokken 12 til en ven for at høre om hun ville med i skøjtehallen klokken 13:24. Klokken 13 aflyste hun hvorefter jeg hurtigt fandt en anden aftale. Luxus. Kom hjem for lidt tid siden og nu er jeg bare færdig. Har købt slik og chips så min aften er planlagt.
Jeg elsker virkelig at være inde i centrum. Byen er stor nok til at man glemmer ens egne tanker men ikke for stor.
Pludselig er jeg pigen der ligger hjemme i min seng. Pludselig har jeg lyst til at græde al smerten ud. Pludselig er jeg usikker. Sagde jeg noget forkert? Er det mig? Pludselig mister jeg alt min energi og selvtillid. Pludselig gnaver sandheden sig igennem den hule facade.
- har det været idag. Har været 6 timer på stx, som for at sige det direkte, røvkedeligt. Min fremtid er allerede planlægt og stx er ikke en del af den, så alt er ligt meningsløst. Timerne er også slået sammen så vi har 4 lektioner istedet for 6. Det gør at mine måltider bliver skubbet så jeg bliver så forfærdelig sulten og spiser ALT på en gang nærmest. Jeg tror jeg bliver hjemme imorgen og får sovet helt ud. Skal mødes med min veninde omkring klokken 15 og så skal vi ellers bare hygge. Har overbooket hele min uge så jeg har så dejlig lidt tid til alle min tanker.
Jeg finder det dybt underligt og yderst sjovt hvordan et løfte og et ønske ender helt over i den anden grøft. Det er sjovt og underligt at jeg egentlig har det fint og nærmest er lykkelig om dagen, men ligeså snart jeg har et stille øjeblik kommer alle tankerne og så opdager jeg at alt er en løgn. Jeg syntes det er skræmmende at man kan glemme alle ens negative tanker. Det er dybt skræmmende at man kan smide dem langt væk og bare undgå at tænke dem. Jeg ved også at for at blive helt rask (og ikke løgnagtig rask) bliver jeg nødt til at hente de følelser frem, bearbejde dem og derefter få det oprigtigt godt. Men helt ærlig? Gider jeg det? Jeg har det jo fint 80-90 % af tiden og i den tid aner jeg ikke at det hele er løgn. Så hvorfor ødelægge det for 10-20 %?
I denne nat i et rædsomt split sekundt
genoptager jeg alt hvad jeg havde forladt
et liv med glæde er aldrig mere end en tåre
fra den nøgne ulykkelighed
sandheden vil være uvis endnu
ingen veje er endnu valgt
trods det jeg valgte vej
og endte der hvor jeg forlod
jeg fryser. jeg sveder. men fryser stadig. min krop kan ikke finde den gyldne balance. jeg sover 5-6 timer det vil sige at når jeg spiser mit sidste måltid omkring 18-19 har jeg været vågen dobbelt så lang tid som jeg har sovet og har stadig omkring 6-8 vågne timer tilbage. jeg er træt og udmattet men kan aldrig sove. jeg kan ikke længere gøre rede for mine præcise tanker. jeg lever fra dag til dag og spiser bare fordi så undgår vi tjuhaj. jeg tænker ikke. jeg lever ikke. jeg trækker bare vejret og følger strømmen. jeg udretter intet end negative ting. jeg er en byrde og jeg burde gøre noget ved det hvis ikke jeg var så træt
argh. jeg var så glad igår. havde verdens bedste dag igår. jeg var virkelig glad for første gang i lang tid. sådan oprigtigt glad og alt var bare godt. jeg varogså glad idag. jeg fik faktisk vendt min ENORME vægtstigning til noget godt. jeg har faktisk spist ALT mit slik UDEN at snyde eller gemme noget. ja det var så en dum idé. dum dum dumt. jeg er dum fordi jeg gør dumme ting. jeg vil bare så gerne tabe mig endnu mere og vise at jeg kan. vise hvor stæk jeg er. nu giver jeg bare op. give bare op og lader som ingen ting. skubber tankerne væk helt ind i de dybeste kamre af hjernen hvor jeg ikke behøver komme i lang tid. det er meget nemmere. men også svagt. skidedummepiss ambivalens.
efter jeg har meldt ud til min lærer at jeg gerne vil med til dansk, matematik og engelsk terminsprøve kan jeg mærke angsten komme kravlende op af rygraden. forventninger... pres. mit pres og mine forventninger. min engelsk lærer har tilbudt slet ikke at kigge på min prøve og bare lade den ligge. jeg er træt af det. træt af at alle gør alt hvad de kan for at beskytte mig. jeg gider ikke have særbehandling og blive beskyttet. min mor siger at siden jeg har fået nettet tilbage er jeg mere indelukket og deprimeret. jamen for saaatan det er måske fordi jeg har en depression? når jeg intet net har er der intet andet at lave end at have underlige samtaler med hende. så er der ikke plads til tankerne. men man kan jo ikke blive ved med at gemme mine tanker for mig! jeg gider ikke være for svag til at skulle skånes fra mine egne tanker. det er latterligt. dybt latterligt. jeg føler mig som et curling-bobleplast barn og det gider jeg ikke være!!
Jeg er træt af alt det her pis. Jeg SPISER jeg tager på. Hvad får jeg igen? Lort. Jeg er skide sur på pis dumme Risskov der tror de ved alt men de ved ikke en skid! Jeg vil kraterene have frihed. Jeg vil have mere end 30 min net adgang uden opsyn. Hvis ikke jeg får det går jeg i sultestrejke. Jeg er skide ligeglad med hvor pisse barnligt det er. Uanset hvad er det win win. Tabe mig eller blive behandlet som en nogenlunde normal teenager. Jeg er kraftedme sur og træt af at høre mad er medicin og at Risskov ser massere af anoreksi patienter. Hvis mad er medicin er selvmord så løsningen? Hvis jeg bliver rask kommer min svære depression til at reagere min hjerne. Sådan er det. Anoreksi er min cutting. En coping måde. Uden den bliver jeg suicdal. Jeg har i perioder hvor jeg ligesom kommer lidt væk fra maden og er skide ligeglad. Der starter depressionen. I løbet af en dag er jeg skide ligeglad med alt og alle og r suicidal. Så hår jeg i panik og skærer hjørner af madplanen for at blive opslugt af mad igen. Det er den stil jeg har kørt det sidste år. Men det er vel bedre end nonstop depression hvor jeg ingen venner overhovedet havde fordi alting ravede mig og jeg ville nok ikke være i live til at drge nytte af dem. Så hvis mad er medicin kan jeg vel omsætte det til selvmord er løsningen. Undskyld at jeg er så barnlig men jeg er skide sur og alt rager mig dybt op i min tyktarm.
jeg vil gerne være perfekt. jeg vil gerne være mange ting. perfekt. tynd. en af de piger der bare har styr på alt. en perfekt pige med perfekt krop og perfekt sind. En der har styr på alt. drikker kaffe fordi det er sejt. altid er på farten. har travlt men altid overblik. beautiful mess. drikker starbucks kaffe og spiser ben&jerrys. Har louboutin på og prada i hånden. Har styr på alle mærkerne og alle små fine butikker. Har et fedt job og et endnu bedre på vej. En der bare.. ikke helt har alt, det ville jo være for nemt. Men en som er på vej til at have alt. En der har en hel klar, lige linje foran sig. ens liv er planlagt på en god måde. Sådan en pige som alle bare beundre. Hun er tynd. Flot. Kan klare pres. perfekt pige med perfekte karakterer og gode venner der har det sjovt og tager fotos mens de pjatter på gaden med starbuks i hånden. i wish i really do.
- når folk truet med indlæggelse. Så bliver jeg faktisk lidt bange for at denne her december bliver mærkelig. Det er også ondt sådan at true. Men når alt kommer til alt så kan jeg jo benægte alt. Min madplan et alligevel blevet sat op til 2800 kcal. Så nytter det sgu ikke at der mangler 500 kcal... Men jeg fortsætter nu alligevel med at skære hjørner og træne. Det kunne jo være...
- leve sådan her længere. Alle disse regler. Jeg bliver skør. For mange regler. Bobleplastet KVÆLER mig. Intet privat liv. Jeg kan ikke klare det. Folk i fængsel har mere frihed!
Det var meningen vi skulle intensivere forløbet for at undgå indlæggelse men nu er vi tilbage til en lorte time om ugen. det gør så forbandet ondt at hun ikke spørger ind. Når jeg svarer alt er fint fniser hun bare og siger at det siger jeg jo altid. Hvor ville jeg bare ønske at nogen kunne forudse mig. Ligesom i film. Spørge ind med de helt rigtige spørgsmål. "fint betyder det egentlig at du har det af lort men ikke tør sige det?". Men det kan jo også være ligemeget. Alt er vel bare lige meget næsten selv vægten.
jeg har lyst til at bombe min blog med fotos, videoer og citater. jeg har det så forfærdeligt. jeg er så træt. så deprimeret. så ødelagt. og ingen ved det. ingen tænker på det. alle har fokus på at jeg spiser og på anoreksien. men den er jo væk. den stjal de idioter jo. så det eneste jeg har tilbage er min klamme krop og mine tunge depression. jeg er angst for alt. mine tvangstanker er tilbage. jeg har konstant hovedpine aner ikke om det overhovedet har noget med noget at gøre men nu skal det med i mine klamme klagesang. men anyway jeg har det sååå forfærdeligt. og jeg har slet ingen at tale med. jeg er kraftedme træt af bobleplast og træt af at være så svag at jeg skal beskyttes mod alt. jeg er bare generelt træt af ALT
Jeg er så forvirret. Hvorfor siger folk jeg er så undervægtig? Hvorfor er det KUN risskovs bmi tabeller der viser jeg er undervægtig? Jeg er så træt. Jeg har brug for søvn. Jeg har brug for at snakke med andre end mine forældre og psykologer. Jeg har brug for at være normal ìg ikke beskyttet af tre milliarder bobleplast lag. Men omvendt jeg kan jo ikke leve uden det? Ét lille kig på siden og et lille forkert emne der spurgte om hvad jeg havde spist. Jeg ville så gerne svare "100 kcal " fordi det er da stærkere end 2500 kcal!! Jeg vil såå gerne... Jeg har brug for søvn og mennesker.. Jeg planlægger eventuelle samtaler jeg kan få med folk fordi jeg er så socialt trængende!!!!
I don’t know what’s right and what’s real anymore
I don’t know how I’m meant to feel anymore
When do you think it will all become clear?
‘Cause I’m being taken over by the fear
jeg er sur. tror jeg. jeg blev ikke indlagt det er godt! men jeg fik jo ikke en skid ud af samtalen. mit blodtryk er normal og min puls. derfor er jeg ret sikker på mine blodprøver også er normale. men jeg fik intet ud af samtalen. jeg har sgu da ikke tænkt mig at spise fordi jeg får at vide hvor dårligt et menneske jeg er?! min mor sidder og græder og fortæller om hvor ond jeg er mod min søster og hvor meget jeg skuffer min søster og at det er svært at beskytte min søster imod mig hvorefter hende damen siger at mine forældre bare skal beskytte min søster. tak. tak tak jeg er et fæææælt monster som op til flere gange har skudt min søster med en sømpistol. jeg er så sur. psykiatrisk skadestue havde talt om indlæggelse men hende jeg talte med omtalte det som om at det var jeg aaaalt for fed til. at det var ikke noget man gjorde ved fede mennesker. de forstår det slet ikke. Du skal bare spise madplanene så du tager på så bliver alt bedre! LØGN! been there og jeg er så skide done with that shit. det hjælper jo ikke noget når jeg ikke får noget mere psykiatrisk end "fortæl hvordan du har det, nej lad os snakke om skolen og ligegyldige ting". jeg er ikke verdens mest åbne person men jeg kunne få så meget bedre psykiatrisk hjælp. og så sagde behandlern at når jeg begyndte at snakke om mad og de skønne kager jeg skal spise når jeg bliver rask, så skal jeg stoppes!? så great det gør min mor. nu er jeg begyndt at erstatte engang med aldrig for lyset bliver mindre og mindre. alt er lort og jeg har sgu ikke tænkt mig at spise før de stikker en sonde ned i mig. Eller det skal lige siges at jeg spiser men spiser efter SGD.
Jeg fik min kontrol. jeg fik mine 500 kcal. Jeg fik min tynde mave. Efter jeg skrev det indlæg i torsdag gik jeg i sultestrejke. Fastede i 44 timer og idag har jeg spist 400 kcal og imorgen 300. og jeg DØR. jeg vil ikke have den her kontrol! Så tving mig dog til at følge den madplan så jeg kan blive rask og få noget kage! jeg crawer så meget alt der indeholder sukker og mere end 50 kcal!!! jeg har aldrig været mere opsat på at blive rask. men jeg tror hellere aldrig jeg har været så langt ude at jeg ikke engang kan spise 1/8 æble. tag min kontrol nuuuuuuu!
- at være den der er skyld i alt ondt. jeg hader at være den der skuffer alle ved ikke at tage nok ansvar. "Du skal tage ansvar i skolen og række hånden op". "Du skal tage ansvar for din behandling." "Du skal tage ansvar for dine madvaner." Ikke at det ikke er fair. Det er da fair. men jeg hader bare at skuffe og ikke have noget ansvar. og at være den der gøre hverdagen besværlig for alle. jeg hader at være den der gør mine forældre sure og trælse hele tiden.
jeg er bange for julen. jeg har ikke lyst til at det skal blive jul. det bliver så trist... så meget slik. så mange lækre kager der bare hænger i luften.... og jeg kan ikke spise det. jeg kan end ikke spise det jeg vil men stadig tage de latterlige kilo på fra kostplanen. men ikke have en god normal jul. Jeg tror jeg kommer til at græde. Det gør jeg ihvertfald allerede her i oktober. Jeg vil lave havregryns kugler. Havregrynskugler med meget smør og spise det hele uden at tænke på kalorier eller hvor meget min mave popper... Jeg gjorde det sidste år. Med den undtagelse at efter jul ville jeg starte at sulte. det var egentlig en okay deal. fordi nu kan jeg huske tilbage på julen som normal. nogenlunde. jeg kommer sgu nok til at fejre jul med en vægt der er højere end sidst. det kan jeg ikke klare. det gør mig ked af det. det får mig til at gå i panik. for det vil jeg ikke! JEG VIL IKKE! jeg vil ikke jeg vilikke jeg vilikeikeikeikkikke!! Jeg er træt af at andre folk har taget styringen i mit liv. Det kan de da ikke! Det gik jo lige så fint? Skid hul i at jeg var lidt svimmel og tiltider havde ond i brystet og hjertebanken. SKID HUL I DET! Mine ribben var tydelige! Nu forsvinder det bare... undskyld for et langt meget... dumt indlæg. undskyld alle mennesker der måske enddag egentlig læser mine små dumme tanker. undskyld
jeg er så træt hele tiden. det burde jeg ikke. jeg plejer at sove 5-6 timer og være frisk og vågen til klokken 1-2 om natten. Nu sover jeg 12 timer om dagen og er stadig træt. Jeg aner ikke om det er depressionen som er på vej tilbage og som stjæler mine kræfter. idk jeg ved bare at jeg sover alt for meget. og er vist nok lidt irriterende.
min nye kostplan er kommer. 12.100 kj. Hvis jeg forbrænder 1000 kcal på en dag så er jeg nede og spise det som jeg burde... så det vil sige omkring 1500 kcal for at tabe mig lidt. fml.
mine forældre er ligeglade med mig. sætter bare kiksne på mit natbord og forventer jeg spiser dem. ja det går godt. jeg har spist kiksne og peunutsne ud. men det er jo alligevel ikke noget som gør en skid.
nej jeg har ikke tænkt mig at sætte ulækre fotos ind af mig selv men idag var det tid til at se fotos med min mor. Efter et par dages overtalelse fra hendes side. Der var et foto hvor jeg lå i en barnevogns vogn som 2 årig. Min mor sagde jeg elskede at ligge i den selvom jeg var for gammel. Jeg var krøllet 37 gange sammen men elskede den. Det kan jeg godt huske. Jeg ville være baby. Jeg havde ikke lyst til at blive ældre. Jeg er nok bare paranoid og alt muligt andet men er det ikke netop det nogle læger mener kan være årsagen til anoreksi? Det virkede bare så... som om jeg bare er født til det her. Det har jeg før tænkt. At jeg allerede i en tidlig alder var ked af mine lår og derfor ikke gik i shorts. idk. jeg er nok bare en masse fine udsagns ord lige nu.
- skrive en masse indlæg om mine depressive tanker men jeg har ingen. jeg er hellere ikke glad. Jeg tror ikke rigtig jeg har følelser for tiden. Jeg hænger bare i. Tager en dag af gangen. Det er vel også fint. Det er det sikkert. Jeg tænker ikke så meget. Det er sikkert også fint.
