Hver gang jeg spiser er succes.
Hver gang jeg spiser er det ja til livet
og nej til anoreksi
Hver gang jeg spiser beviser jeg min styrke
Hver gang jeg spiser er det med glæde
og uden hysteri
Det ER muligt. Så kæmp kæmp kæmp. Fortsæt, fordi det går kun fremad. Det ER en dag af gangen. Desværre i langsomt tempo men det kommer.
Da jeg var færdig i det psykiatriske system tænkte jeg, at nu havde jeg lært at håndtere mine følelser. Gud, hvor lyder det som om, at jeg har ustyrlige følelser. - Dette er ikke tilfældet. Men jeg troede, at nu havde jeg lært at håndtere pressede situationer og tider på en konstruktiv måde. Det tror jeg egentlig ikke er tilfældet. Ikke fordi jeg stadig er syg, stresset eller noget, men det er bare ved at gå op for mig hvor mange overspringshandlinger jeg egentlig begår.
Jeg har altid været bange for stilheden. Min hjerne har, og vil nok også, altid kværne løs når der er bare et sekund i overskud. Når man kombinerer dette med at være teenager, spiseforstyrret, stresset, presset og ikke mindst velvidende om de store ting i livet, så er det klart at det gik galt.
Jeg har det stadig rigtig godt. Jeg er en helt normal teenager der de sidste 2 dage har været på druk. Jeg har massere af venner, faktisk langt flere end de fleste. Folk stoler på mig, ser op til mig og har respekt for mig. Jeg er blevet en del af et aktivt miljø hvor jeg er langt yngre end alle andre. Det er fantastisk men der er også en del pres. Igen, så lyder det som noget forkert, men det er slet ikke narkomiljø eller noget andet suspekt.
Jeg står konstant på grænsen mellem ung og voksen. Ikke kun pga. min alder men også på grund af mit miljø. Hvornår skal jeg være yderst ansvarlig og gå op i komplet ligegyldige detaljer, blot for at være fuldstændig spotless? Hvornår skal jeg bare drikke og ryge og være ung?
Efter sommerferien begynder jeg på gymnasiet, og jeg glæder mig som vanvittig. Jeg var blevet så træt af folkeskolen. Fra lærernes side er der ingen tillid, ingen tiltro til at vi elever selv kan tage ansvar. Jeg blev så træt af de konstante påmindelser om lektier. Jeg er 16 år gammel intet mindre. Jeg kan sagtens finde ud af at lave de lektier. OGSÅ uden 3 påmindelser på hh. sms, mail og i klassen!
Derfor glæder jeg mig nu til at komme igang med gymnasiet. Det er ikke længere succes at få 12 i folkeskolen. Det gør alle jo. Og når alle får 12 og det mister sin betydning, hvad gør man så? Jovist er karakterer bare et tal, men vi ved jo godt at det tal er meget vigtigt.
Denne Sommer markerer slutningen på en epoke; Min barndom
what jeg havde næsten glemt denne blog! jeg kom faktisk kun i tanke om det fordi jeg drømte om min gamle behandler i nat. det er første gang i utrolig lang tid hvor jeg har tænkt tilbage! jeg har det virkelig godt og havde næsten helt glemt hvor godt jeg egentlig har fået det! j
eg fik engang at vide at man aldrig kan blive helt rask. det skræmte mig enormt meget og fik mig næsten til at give op. men ALDRIG giv op! fordi man KAN sagtens blive HELT rask! jeg er nået til et fantastisk sted hvor jeg hviler i mig selv, jeg har ikke brug for andres anerkendelse eller bekræftigelse. jeg ved at jeg er god nok og at det jeg gør er rigtigt - og hvis det skulle være forkert så kan man jo kun grine :-) jeg tør godt stå alene, både fysisk men også med mine meninger og holdninger. jeg er virkelig i sandheden lykkelig og har været det 24/7 de sidste par år! det er fedt! så hvis nogle overhovedet læser med her, så frygt ej det er skam muligt!