udtømning
Når jeg tænker tilbage på de sidste mange år, så bliver jeg helt taknemmelig over at være den jeg her og hvor jeg er.
Jeg kan huske i 6. klasse hvor alt gik i stå. Egentlig begyndte det allerede i 5. men det kolliderede i 6. klasse. Jeg kan huske alle de tunge følelser som fik mig helt ud på kanten. Helt derude hvor en forsinket bus kan være dråben der flyder over og afgører liv og død. Helt derude hvor alt er mørkt og helt snurret sammen, men hvor spørgsmålet "Hvad er der galt med mig?" ikke kan besvares og derfor virker det ikke logisk at spørge om hjælp.
Jeg kan huse min 14 års fødselsdag. Starten af 8. klasse hvor jeg ikke længere gik i skole. Egentlig gik jeg kun i skole den første uge og så brast jeg. Hele min verden brast.
Men jeg husker fødselsdagen hvor jeg ikke ville fejres. Fordi hvad var der dog at fejre? Jeg fjernede min fødselsdag fra alle sociale medier og var helt tavs om den - tænk nu hvis nogen skulle opdage det! På selve dagen ringede alle pigerne fra min klasse - de havde huske den selvom jeg aldrig før havde fejret den med dem.
Jeg kan huske motionsløbet op til efterårsferien samme år. Selvfølgelig fik jeg ikke lov at deltage, men jeg ville gerne være med som heppekor. Det er egentlig også en sjov tanke, at sende en anorektiker ud på en løbetur hvor lærerne hepper på livet løs.
Efter kun 15 minutter mistede jeg blodet i mine fingre og tæer. Dette er ikke usædvanligt hverken dengang eller idag. Problemet var bare at jeg ikke kun havde mistet blodet, men også mistet følelserne og kontrollen over dem. Det var her min klasselærer generøs sagde "Løb en runde! Så får du varmen og der sker sikkert intet". Han gjorde det for at være sød, problemet var bare at jeg ikke havde spist i siden eftermiddagen dagen før og ikke havde tænkt mig at spise igen før lørdag formiddag. Samme efterårs ferie var jeg så sekunder fra en tvangsindlæggelse hvor end de ville tage mig. Mandagen efter ferien mødte jeg op til mine ugentlige 2 fysik timer og lod som ingen ting.
Jeg har gjort op med anoreksien og er forevigt lykkelig. Mit hjerte knuses bare ved tanken om alle disse ting og følelser. Jeg håber aldrig jeg glemmer dem, fordi disse ting skal ikke spolere min fremtid men derimod bruges for at blive endnu stærkere og mere motiveret. Jeg har lært ufatteligt meget. Jeg har lært at alting ikke altid er mit ansvar. Dog føler jeg stadig nogen gange at det er det, andre gange burde jeg måske. Livet er ikke altid en dans på roser, selvfølgelig har jeg stadig problemer men ingen i den størrelses orden.
Jeg tror at anoreksien har gjort mig kold på en yderst brugbar måde. Derfor er mit eneste råd til alle spiseforstyrrede piger eller drenge: Lad det ikke ødelægge jer, men lad det gøre jer stærkere. Det er muligt, men det er ikke nemt. Man kommer til at gå i mørke. For mig var der en lang periode hvor jeg følte mig hjemløs. Jeg var stadig syg men ikke pro ana syg. Mine venner førhen kunne jeg pludselig ikke tale med men omvendt hvem skulle jeg ellers? Jeg famlede i mørke men holdte fast i håbet om lys forude. Jeg viste ikke hvad der ville ske men når først man er midt i mørket, så kan man lige så godt fortsætte.
I sidste ende elsker jeg mit sygdoms forløb. Jeg er på mange områder lang foran mine venner. De sidder fast midt i al selvhadet og fordommene mens jeg er ovre det. Når vi snakker om unødige kalorier kan jeg smile arrogan og sige "Jeg er ligeglad, min krop er lækker". Fordi det gør jeg og det tror jeg. Jeg har endelig lært at se min skønhed og ikke lade andre tage den fra mig. Det er det bedste som er sket for mig
Forresten lukker google reader jo. Var lidt i dilemma om det skulle være bloggens død, men nu har jeg jo aldrig blogget for jeres skyld (ha sorry) men for min egen. Men hvis i virkelig skulle have lyst til at læse med så kan i finde bloggen på bloglovin
