jeg er træt konstant. stressen har efterhånden lagt mit immunsystem helt ned, og jeg er nu totalt blottet for absolut alle infektion. jeg har hovedpine nærmest konstant og et underlig tryk i brystet; som om det strammer. jeg sover hellere ikke rigtig, trods at jeg får godt 6 timers søvn hver nat. det er ikke fordi at mit hoved kører på højtryk. jeg træner hellere ikke rigtig. så hvorfor er det, at jeg er så skide uduelig?
det er som om at jeg sætter et alt for stort pres på mig selv, hvilket jeg egentlig har svært ved at sige idet jeg ikke syntes det er for stort - jeg kan blot føle det. jeg er begyndt at blive mere irriteret på mig selv, min personlighed, handlinger og de ting jeg ikke får gjort. heldigvis er min krop ikke trukket igennem den mest dømmende person, mig selv. det irriterer mig voldsomt at jeg ikke kan leve op til min egne krav. igen, så er det jo ikke fordi de er høje, jeg er blot ekstra uduelig. det lyder som om at jeg presser mig selv for hårdt, men det gør jeg virkelig ikke.
forleden dag indrømmede jeg, at 10. klasse nok var det mest realistiske. det tog mig en uendelighed at komme frem til det. jeg har altid været ambitiøs. ingen uddannelse kunne gå hurtigt nok, fordi det handler jo i virkeligheden om at være yngre, dygtigere og højere oppe i hierarkiet. så hvordan skulle jeg nogensinde kunne forvare, at være 17 år i 1.g når man kan være 16? hellere være hende den yngre og kloge end den middelmådige, gamle elev - også selvom det koster mig på den sociale front. men nu har jeg nok næsten offentliggjort at 10. klasse er mit valg. jeg orker ikke mere. jeg er skoletræt, jeg keder mig og hader pt det sociale liv i klassen. det er kedeligt alt sammen. selvom jeg ingen interesse har haft eller stadig har, i mine klassekammerater, kan jeg ikke lade være med at gå upåvirket igennem mit manglende venskab med dem. pigerne fra min klasse er ikke rigtig min type. de er søde og der er specielt 2 stykker jeg godt kan lide, men de er og bliver ikke mere end klassekammerater. desuden har jeg mange andre venner som jeg har det langt bedre med, og som opfylder alle mine sociale behov bedre. det er jo det, som det handler om i sidste ende - at opfylde ens egne behov frem for de andres.
for at vende tilbage til skolen så er jeg ærlig talt en del skuffet over min egen præsentation. jeg har altid kunnet levere en god stil eller prøve og altid været meget aktiv. jeg har igennem hele min skoletid laver stile i sidste øjeblikke, sågar først begyndt klokken 7 om morgen på afleveringsdagen, og så alligevel fået 10+. nu knokler jeg men uden resultat. jeg føler mig uduelig og jeg er ikke vild med tanken om, at jeg skal se mig til gode med et 7. et eller andet sted har jeg nok også tabt mig selv, i hele det her karakterræs. jeg vil have 12 og det skal være i dansk, idet det er her jeg kæmper mest. men ikke nok skal jeg have 12, det skal også være perfekt. så sent som idag fik jeg 10 for færdigheds regning men det er ikke nok. karakteren er den samme som hele skoleåret men min indsats er forhøjet - hvorfor afspejler karakteren så ikke det? jeg tror generelt, at jeg er ved at tabe mig selv lidt. jeg kan til tider også godt presse mig selv for hårdt. hurtigere, mere, bedre. jeg har de seneste uger overbooket mig selv udelukket for at undgå at være alene. ikke fordi jeg frygter det, trælse tanker eller noget andet. jeg vil bare ikke være alene. nu lyder jeg som en totalt kæreste-søgende-teenage-melankolsk pige så nu går jeg iseng.
