Another Sick Blog

 Håber lige i giver jer selv tid til at læse hele indlægget, ellers giver nedenstående nok et forkert indtryk. beklager det pludselige følelsesudbrud :-)


jeg sover for lidt
jeg spiser for lidt
jeg er alt for stresset
jeg griner for lidt
jeg er alt for presset
jeg mangler mine venner

jeg har det bedre end nogensinde


Mit liv pt. er ret skønt. Ekstremt ambivalent, dog. Det føles dog ikke sådan. Måske er det bare mig som render rundt som en glad idiot. Jeg elsker at være teenager. Oplever fantastisk meget sammen med mine skønne veninder. Vi er gamle nok til at (lyve) købe os til alkohol men stadig unge nok til at lyve os ind diverse steder hvor det er passende. Jeg elsker mine venner og savner dem for meget. Siden lockouten hvor vi boede sammen nonstop i 4 uger, har jeg været et meget ensomt menneske. Ikke fordi jeg reelt er ensom, men fordi man skal vænne sig til at ligge alene i en dobbeltseng, når nu man er vant til at ligge 4 mennesker der.
Jeg er alt for stresset over eksamen, har sgu taget den lidt for meget med ro. Men selvom jeg er stresset så er jeg glad. Glad hele tiden, og så er jeg ikke engang på lykkepiller. Her under de skriftlige eksaminer har jeg virkelig kunne se, hvor meget jeg egentlig har udviklet mig bare siden December. Til terminsprøverne i dansk græd jeg. Jeg græd fordi presset var for stort og fordi jeg følte mig utilstrækkelig. Sidste mandag da jeg skulle op i dansk, missede jeg bussen om morgen. øv. Men dette skrid i planlægningen ødelagde ikke min dag, hvilket det ellers ville have gjort i Decembers. I stedet skrev jeg min bedste dansk opgave nogensinde. Jeg er glad og tilfreds med alle eksaminerne. Jeg har det bedre end nogensinde før.
Selvom jeg samtidig føler alle ting, øverst i indlægget er det intet ála det jeg førhen har følt. Jeg er ikke stresset som i sygdommen, men som i den tilstand de fleste teenagers befinder sig i. Jeg er egentlig mest stresset over, at jeg skal stå op klokken lidt i 7 hver dag og ikke kunne flade den (det er satme også trist). Jeg tror på, at når man først har vænnet sig til at have det fantastisk, så er ens "smertegrænse" meget lavere. Forstået på den måde, at stresset førhen betød så stresset at jeg frygtede for et hjerte anfald. Nu betyder stresset bare at jeg har fri klokken 14 og skal til yoga. Førhen betød for lidt mad under 400 kalorier. Nu betyder det under 2300 kalorie måske (wouldn't know either way). Jeg savner mine venner fordi jeg ikke har krammet nok med dem idag, ikke fordi det er 4 uger siden sidste kram.
Jeg har det bedre end nogensinde før. Jeg er pisse hamrende glad for at jeg er fri. Jeg er ude og har det FANTASTISK. Jeg skal ikke tænkte på mad, på stress, på vægt eller noget. Jeg behøver ikke tage nogen hensyn til min svage psyke. Jeg kan gøre hvad jeg vil. Jeg er stolt af mig selv, jeg er stolt af alle mine fremskridt. Jeg er stolt af, at selvom jeg troede at toppen var nået, så fortsætter jeg med at vokse. Både i overført men også direkte betydning (er vokset 3 cm!!)
Jeg har det fantastisk. Jeg er stolt af min indsats til eksaminerne. Jeg glæder mig til at vise hvad jeg kan til de mundtlige. Jeg er omgivet af fantastiske menneske hver dag. Jeg er en del af ikke bare 1 men mange fællesskaber, hvor JEG er vigtig.
Jeg er lykkelig.