Another Sick Blog

var det nok mit liv der faldt på gulvet.
min dansklærer trak mig til side idag for at sige, at jeg ikke er nok aktiv i dansktimerne. intet nyt idet. vi har kun haft hende siden ferien og jeg er bare så usikker omkring hende. Men altså, hun sagde at jeg nok skal forbedrede mig på en dårlig dansk mundtlig karakter. cirka 02. 02. 0 fucking 2! Hele min skoletid har jeg fået gode karakter, selv da jeg faktisk ikke gik i skole. Der var det jo også nemt, jeg fik 10 i alle mine afleveringer udelukkende pga. medlidenhed. Men nu i 9. klasse vælger jeg at fucke alt op. Hvor dum har man lov at være. Ihvertfald ikke så dum. Min far er sur, det ved jeg. Min mor forsøgte at sige det pænt. "Jeg tror han er lidt irriteret over det med dansk. Altså hvis det var tysk er det noget andet. Men det er jo dansk!". Jeg ved ikke om dette ødelægger alle chancer for gymnasiet. Det gør det nok. Hvor står jeg så lige? 10. klasse selvfølgelig, men jeg ville dø. Jeg er bare virkelig sur. Virkelig virkelig ekstremt sur på mig selv. Alt jeg skulle have gjort var at række min lorte hånd op. egentlig var jeg optimistisk. min lære var smadder sød og gad faktisk høre på mit lort. Hun sagde at man også kan supplere med en udtalelse, og hvis det kun var ét fag så ville gymnasiet jo godt kunne se det, fra min side. Da jeg så kommer hjem stiller min mors spørgsmålstegn ved det og egentlig bare tager håbet fra mig. jeg er også bare sur over at alle er inde over mig. hvis jeg ikke var gået helt ned, ville det ikke være et spørgsmål jeg skulle i 10. Alle ville støtte mig og skubbe mig i den retning. jeg er bare sur på alt.

Min behandler fortalte mig for godt en måned siden, at planen er afslutning omkring jul. Så er jeg rask. Men er jeg det? Først gik der panik i mig. Ingen anoreksi? Jamen. Hvad er jeg så? Anoreksien har givet mig en alfeagtig følelse. Jeg har følt mig rigtig og accepteret. - trods alt det lort, som det også har medbragt. Men alligevel fik jeg en panik agtig følelse. Er jeg så stadig rigtig? Straks begyndte jeg at trække i land; Jamen jeg har jo også tænkt meget på mad...
Jeg tror ikke det gjorde det store indtryk på hende. Nu er jeg også ligeglad. Om dette er slutningen eller begyndelse aner jeg ikke. Jeg er selvbevist. Jeg er bevist om min krop og hvad den skal kunne og se ud. Jeg er bevist om min mad. Men er dette nødvendigvis negativt? Jeg har jo også skøjteløb, som betyder ekstremt meget. Ikke at jeg overhovedet er noget nær elite niveau, men det kræver jo alligevel en stor indsats. Så er der jo også kropsbevidsthed derfra. Ikke noget voldsomt, intet pres eller noget, men det bliver da bemærket hvis man spiser meget slik eller har taget på. Men er jeg mon rask? Jeg kan ikke rigtig tro på at jeg er rask. Jeg har helt klart rykket mig. ENORMT. Jeg tæller ikke særlig mange kalorier, og har jo taget næsten 1/4 af min kropsvægt på. Jeg er næsten fuldtid i skole, og det går glimrende. Altså lige bortset fra at min behandler ikke vil have mig på gymnasiet. Men hun er jo ude af billedet længe før det. Desuden ved hun ikke skid, stadig. Det troede jeg hun gjorde, men nu vender hun jo alt jeg siger mod mig. Pointen er lidt at jeg har besluttet jeg er rask. Selvom jeg ikke nødvendigvis er sikker. Men det er nok ikke anoreksi længere. Bare et lidt kompliceret madforhold, som så mange andre. Men jeg er rask. Fri.

jeg orker det ikke. jeg magter det ikke. det er som om at det sidste år slet ikke er sket. jeg troede jeg havde lært. jeg troede min mor havde lært. jeg troede alle havde lært ikke at presse mig. men nu presser de mig mere end jeg kan klare og det er langt over min linje. hvordan skal jeg lytte til mig selv når ingen tager det seriøst og blive ved med at lytte, når jeg har råbt stop i lang tid?
alligevel vil jeg i gymnasiet. det ville være et kæmpe nederlag at skulle tage 10. så derfor er det ikke en mulighed. 1/3 af alle piger går alligevel ned med stress så når jeg har det i forvejen er det så godt som 100 at jeg også gør. Hvad nytter 1 ekstra år så? ingenting.

jeg orker ikke dette.
selvom det først er begyndt ved jeg at det ingen ende vil tage. jeg orker det ikke. idag fik jeg at vide at en gammel klassekammerat havde taget en overdosis. nu kan jeg kun tænke på hvor meget jeg egentlig gerne ville det. ikke at jeg gør det. men jeg orker ikke dette, lange, triste mareridt. meningsløshed. der er ingen fucking grund! det må være en vinterdepression. det starter altid heromkring. orker ikke. orker ikke. orker ikke engang skrive hvad jeg føler fordi alt jeg føler er ingen energi og tårer på min kind. orker ikke at dette skal fortsætte de næste mange måneder som det altid gør.

det undre mig at jeg ikke er knækket noget før. at jeg ikke har skreget og råbt eller sultet mig, til min pointe var klar. jeg føler mig stærk når jeg står ved min drøm som den eneste. jeg bliver sur når folk der skulle mig det bedste gør mere skade end gavn. jeg bliver gal når de derefter ikke vil lytte. hvorfor lytter jeg så til dem? bliver trist når jeg indser at jeg nok ikke kan hvad jeg vil. måske først om flere år måske aldrig. jeg bliver trist når jeg gang på gang skuffer folk og må have særbehandling. der bliver jeg også gal på mig selv.


Jeg er nærmest rask. Jeg er vel rask.
Jeg skal til møde på risskov snart hvor mine forældre skal med ind. Forventer lidt at jeg bliver afsluttet. Ved ikke om det er tidspunktet at fortælle de ting jeg ikke har sagt.

Min far har taget min mcflurry og givet til min søster fordi jeg spiste af den gentagende gange i bilen. Hvilket betyder at jeg IGEN går iseng (måske) med 1432 kcal i maven. Der er ikke en skid mad i huset, kun digestive og pepsi. Så ja nu må vi se! Men gud hvor er min far latterligt. Tænk at tage slik fra en anorektiker haha. ja ok det var dagens lort. Syntes virkelig han er barnlig og latterlig. Men det er altså underligt, at jeg slet ikke har været sulten igen? Jeg er jo som sagt vant til 2400 kcal om dagen, så hvorfor bemærker jeg ikke at der mangler 1000? fatter nada, måske jeg bare er dum. Gud hvor lukker jeg egentlig meget lort ud.

Jeg er gået i seng velvidende at jeg kun lige har spist over 1000 kcal. ups..? Syntes altså hellere ikke at det kan passe fordi jeg har slet ikke været sulten idag. Og det burde jeg jo være når jeg er vant til 2400 kcal! Men det går nok, fordi jeg ønsker slet ikke at tabe mig. Så meget. Jeg blev bare lidt stresset af at min behandler spurgte hvordan hverdagen ville være uden center for spiseforstyrrelser. Hvilket får min hjerne til at tro at de vil afslutte mig. Kan nu godt forstå min behandler fordi hvornår har vi egentlig diskuteret min spiseforstyrrelse? Hvornår har jeg egentlig selv accepteret at den er der? Ikke fordi jeg er totalt nægtende, men jeg nægter at tænke på den, nægter at kigge på mig selv, nægter at se min vægt og nægter egentlig at tale om den. Så basically er min spiseforstyrrelse i skakmat. Det har ikke gjort mig noget, før nu. Tænk hvis de afslutter mig! Så er der jo ingen som gider høre på mig, hjælpe mig eller bare vise bekymring! Er faktisk gået helt hen og blevet glad for min behandler... :o Hun kender mig også bare så godt efterhånden og jeg stoler rent faktisk på hende. Hvilket også tog over et halvt år. Jeg er nok mest bange for at blive glemt og efterladt. Det er min konklusion efter at have tænk i mange dage. Jeg er så desperat for ikke at blive glemt og forladt at jeg sulter mig (ok sultegrænsen er 900). Igen. Det var det som førte til hele min spiseforstyrrelse.
Wow følelser! Elsker anonymiteten!
Var til lægen idag, samme læge som henviste mig til cfs i den tid! Faktisk kunne jeg ikke se hende i øjne haha. Men hun er også høj, blond og vildt intimiderende! Samt hun begyndte at læge psykolog og spørge ind til min stress, selvom jeg var der for ledsmerter. Meget sødt at hende, kan man vel sige.

Min mor er totalt oppe at køre fordi jeg ikke gider hente min søster. Der er 650 meter hjem og hun er 9 år. Det burde hun da selv kunne klare. Jeg tog bussen hjem da jeg var 9 og gik i 3. klasse. Dog ikke særlig tit, men det var da fordi min mor gerne ville hente mig.  Desuden er jeg vildt træt og har lidt ondt i hovedet. Men neeeej. Nu vil min mor aldrig køre mig til silkeborg eller faktisk aldrig nogensinde køre mig nogensteder hen igen. Det har hun lige svoret. Desuden handler dette slet ikke om min søster men om hvordan jeg aldrig kan gøre noget for nogen andre. Jeg syntes hun er virkelig barnlig. Det er lige så snart jeg ikke gider gøre noget, som altså nemt kan gøres, så truer hun mig. Ikke voldige trusler men bare ting som "Nu må du ikke komme ud til XX på lørdag!" "Så får du ikke dine lommepenge!". Latterlige ting. Er det mig som er barnlig og syntes hun er latterlig? Helt ærligt.

Hvem er det egentlig som klikker herind hver dag? Er det de samme eller forskellige?

alt er kaos lige nu. Min appetit er ikke-eksisterende og min mor er helt oppe at køre "samarbejd, ellers aflyser jeg Cathrine imorgen!". Det ironiske er at jeg forsøger at samarbejde. Godtnok kan jeg ikke komme på noget at æde som er godt nok men jeg forsøger. Hvorfor er det at min mor er den ENESTE der får mig til at tude og har gjort de sidste 3 måneder? Ikke én gang har jeg grædt over en dreng, veninde, karakter eller anoreksien. KUN min mor. 
Jeg har modtaget en evaluering fra risskov hvori nogle af spørgsmålene er om min familie og hvordan den fungerer. Det er godt 1,5 uge siden jeg fik den men jeg har ikke rørt den, fordi jeg håbede alt dette ville gå over. Min behandler skulle jo nødig få et billede af noget som ikke passer. FUCK det. Jeg udfylder lortet som jeg har det og beder min behandler om at tale med hende. Selvfølgelig ikke om alt det her, men om at min mor har brug for at have kontrol med MIN spisning, MIN vægt og MIT mad. Hun holder MIN anoreksi i skak. - som den eneste. Hun sætter mig 10 skridt tilbage med én kommentar. Kan slet ikke klare hende, og åbenbart omvendt.

men så kom man lige i tanke om sommerferie! ahahahah har det for vildt for tiden.
Er røget ned af målvægt igen. det er lort! Jeg er så færdig med anoreksi og andet lort, nu skal livet leves!

Sys lige i skulle se at jeg spiser en slikkepind helt uden at vide kalorierne, eller tælle den med!
Keder mig for groft, hvis det ikke allerede var tydeligt. I morgen bliver en dejlig dag! Om det er blodprøve svarerne, min 2.sprogs test svar eller sommerland med klassen er ikke til at tyde! Dette indlæg slår virkelig grænser for kedsomhed!

når alt er kold og vådt, er tiden for lys tættere på.

det er så latterligt men jeg tør ikke rigtig snakke om mine følelser. Eller. Det gør jeg jo så her, lige nu.  lidt snakker man vel altid om det. omvendt føler jeg hellere ikke at jeg har nogen, som bekymrer sig om mig, så meget. Jeg føler mig ensom og indespærret selvom jeg har hele livet foran mig. Jeg lever virkelig livet men alligevel mangler der noget. Det er som om at alle dem jeg er sammen med til daglig slet ikke bryder sig så meget om mig. Jeg tror ikke de er rigtige venner men bare skolekammerater. Så føler jeg mig hellere ikke god nok. Jeg føler ikke at noget som helst er godt nok eller at jeg er. Jeg drømmer for stort. Mine forældre syntes jeg er skør. Jeg tror faktisk ikke de støtter eller tror på mig. Om det er trist at de ikke tror på drømme eller surt for mig kan være ligemeget. Jeg er bare træt af at de konstant nedvurderer alt hvad jeg drømmer om. Jeg er træt af at skulle nedvurderes non-stop. Skolepsykolog vil tilrettelægge næste skoleår så jeg ikke bliver presset for meget men hellere ikke for lidt. Det er kraftedme lort. Jeg vil starte fuldtid i 9. stress og depression eller ej! Jeg føler mig SÅ magtesløs over for fremtiden og jeg det gør mig sur. Han skal ikke bestemme hvor meget jeg må gå i skole. Det kan jeg godt selv! Så er jeg også møg sur over at jeg nu højest sandsynligt har en depression OG fucking stress. Jeg hader begrænsninger. Men heldigvis har jeg ikke angst <3 Det gik da faktisk helt godt, sådan at være mere sentimental end normalt.

men har sgu ikke andet at blogge om. Så burde jeg jo nok bare holde min mund, men selvfølgelig kan jeg ikke det (:

Det er sjovt hvordan jeg slet ikke forsøger men alligevel altid ender der

Jeg overvejer lidt at bruge denne blog sådan fuldt ud igen. Dog er jeg lidt i dilemma. Lidt meget faktisk. Ender nok med at gøre det, men omvendt er jeg bare ikke vild med tanken om at alt mit lort ligger på nettet.

Er der egentlig nogen af jer som er på weheartit? Anyway follow mig, her, og skriv jeres!

Jeg er aldrig god nok. - Har i ikke bare savnet min tristhed, dårlige overskrifter og nyfundne arrogance?

ok, jeg har haft omkring 230 sidevisninger siden sidste opslag. Er det bare random personer eller findes der rent faktisk stadig mennesker derude som tjekker denne blog? eller noget, lol

Jeg forsøger hele tiden at holde mig selv oppe. Livet er great, love og peace og alt det andet shit. Jeg bilder mig selv ind at jeg er smuk og skal spise for at kunne forsyne min skønne krop med energi. Det er kraftedme noget pis. Når alt kommer til alt har jeg det af lort. Jeg gider ikke mere. Jeg gider ikke mere ambivalens. Jeg gider ikke flere falske løgne og motivations tips. Jeg gider kraftedeme ikke det her lort. Jeg vil bare væk. Selvmord, sultning eller en lille flugt hjemmenfra. idc. Jeg gider bare ikke det her lort længere. Jeg er så skide sur på mig selv og på alt. Jeg gider ikke denne her verden! Jeg gider ikke det her LORT!  Jeg er TRÆT. Jeg er DONE.

ikke at det her betyder selvmord eller noget. laaaaaangt fra. jeg er bare træt af alt for tiden.

Føler lidt jeg bliver nødt til at opdatere idk. For tiden går alt op og ned. Angst, selvmordstanker, tilbagefald det ene øjeblik livsglæde, være rask og glæde det andet. Må være maniodepressiv eller noget. Ikke ment seriøst vel, men jeg er bare træt af det. Risskov gør ikke en skid bedre og er generelt bare træt af alt. Skøjtesæsonen slutter på søndag og så er tilbagefald endnu tættere på.

Sol har en eller anden effekt på mig! Efter jeg tilbragte torsdag og fredag under dynen med angstanfald har jeg først nydt vejret nu. ok nydt og nydt. Jeg værtsætter det er her, men jeg har altså lukket vinduet.. Men jeg kan fornemme varmen igennem gardinet.

Der sker egentlig ikke så meget for tiden. Skal til at trappe lidt mere op i skole. Begynder på idræt på tirsdag!! Jeg glæder mig enormt til at deltage igen!
Jeg er forresten tæt på min målvægt (enooorm angst!). Faktisk mangler jeg kun 3-4 kg før jeg er i området! wuhu! Tør endnu ikke fortælle at jeg er vokset 3 cm.  Jeg kan mærke at dette indlæg er ret rodet, det underskylder jeg lige for!

God solfyldt søndag!

En eller anden dag løber jeg væk. Ikke for evigt bare i et par timer måske dage. Jeg har brug for friheden og pusterummet. Jeg har brug for ikke at være det sorte får som ødelægger alt for alle andre. Jeg har brug for bare at være uden alle mulige forventninger. Jeg har brug for en pause. En ferie. Uden min familie som konstant presser. Min mor mener at jeg holder ferie for tiden. Det kan godt være at jeg kun går i skole 6 timer om ugen men det betyder ikke at jeg holder ferie. Det er alt hvad jeg kan magte. Men det går for langsomt for hende. Det går for langsomt og så presser hun på. Jeg er familiens sorte får fordi jeg ikke tømmer og sætter i opvaskeren 2 gange dagligt. Jeg er familiens sorte får som er krævende hele tiden og egentlig bare er til bevsær. Jeg er arrogant og krævende. Det siger de direkte til mig. Jeg er arrogant, doven og krævende. Jeg er træt af deres pres. De har aldrig sat forventninger op i forhold til karakter og sådan, men lige her er der altså meget pres. Hvis noget går for langsomt for min mor bliver det bare presset. Det ødelagde det hele sidste gang og jeg endte med at sulte. Ikke at min mor direkte var skylden.. eller. jo det var hun faktisk. Jeg har ikke turde sige det direkte til hende, jeg tror egentlig også hun ved det. Men jo det var fordi hun blev ved med at presse på i forhold til at jeg skulle tage hurtigere på, tale mere og mere i skole. Hvis bare jeg kunne få lov at være. Bare trække vejret. En eller anden dag løber jeg væk. Måske tager jeg bare ind i byen og trækker vejret dér. Men jeg skal væk og det skal være før alt for alvor brænder sammen.

Jeg søger efter et rus. Alt kan accepteres bare noget som giver mig en følelse af eurofi. Hvordan ender jeg ikke, når jeg allerede i en alder af 14 hungre efter eufori? Det er sgu da seriøst langt ude!

Det her indlæg har ingen mening overhovedet, hører bare sangen som har en eller anden underlig effekt på mig.

• Lært at elske min store lår 
• Lært at kæmpe mod tilbagefald
• Lært at elske min krop
• Fået mit kropssyn tilbage
• Lært at grænse skal overskrides for at kunne rykkes
• Fået troen tilbage på at jeg kan overvinde alt dette
• Fundet ud af at der ikke behøver være en konkret mening med livet
• Lært at kæmpe for de ting jeg vil
• Lært at skille anoreksien og mig fra hinanden 
• Fået troen på at jeg KAN kæmpe for de ting jeg vil 

Jeg er så evigt taknemmelig for at jeg kan acceptere mine lår og skille anoreksi tankerne. Det med mine lår lyder måske totalt tåbeligt, men lårene har været et problem for mig lige siden jeg har været omkring 8. Men nu har jeg lært at de måske er store, men det ikke er fedt! Det er muskler som kommer fra at gøre det jeg elsker aller mest - at skøjte! Selvfølgelig er der tider hvor jeg syntes de er aaaalt for store og bare burde forsvinde men hvis de gjorde det så ville min styrke også forsvinde!

Jeg er blevet træt af at søbe i ulykkelighed. Eller jeg blev træt. Jeg gør det ikke mere. Jeg syntes ærlig talt det er spild af tid. Livet er lort til tider men at søbe i det gør intet godt. Det gør faktisk det hele værre. Nu vil jeg livet. Jeg er klar på livet og alt hvad det byder. Måske ikke helt klar, men jeg er klar på at gøre mit bedste. Det er jo trods alt, alt hvad jeg kan gøre. Hvis det ikke er godt nok, så er det bare ærgerligt. Så må jeg komme op igen og prøve én gang til.

Denne her sang har virkelig hjulpet mig. Før troede jeg det var svagt at spise og tage på, men nu har jeg fundet ud af at man er stærk hvis man går imod det svære. Når noget er svært og hårdt er det nyt. Det betyder ikke at man skal gå tilbage til det nemme, men at man skal udfordre sig selv og vinde over sig selv. Bare fordi tingene ikke lykkes første gang er håbet ikke væk. Når man indser det, er man godt på vej. Hvergang jeg er nede og har lyst til at tabe mig tænker jeg på det. Det ville være den nemme vej. Bare at gå tilbage til det jeg kender når alt andet er svært. Det ville være svagt og nemt. Ikke at man er svag fordi man falder i. Det vil man gøre. Det hele ligger i hvordan man tackler det. Giver man så bare op? Er det så bare det? Jeg kan ihvertfald sige at alting er nemmere når først man tror lidt på sig selv. Tør at tro på dig selv, fordi det betaler sig virkelig! Når først du er kommet op af en bakke vil du have motivationen og troen på dig selv til at klare turen ned af bakken og op af den næste!

ok akavet indlæg har set aaalt for mange motivations videoer haha.

Jeg er simpelthen så smadret. Vi øvede et nyt spring igår, som er 1,5 gang rundt og ikke 1. Jeg præsterede at falde direkte ned på mit knæ. Smuk smukt. Jeg kan godt mærke det idag! Både knæet men også resten af kroppen, er meget øm. Derfor tillader jeg mig selv at gå tidligt i seng efter en lille skål slik. Life's good! Min skønne far kom hjem fra en forretningsrejse med et kæææmpe Vogue på 606 sider! Jeg må ærlig talt indrømme at jeg ikke har fået læst det hele endnu.
 Imorgen vil blive dagen hvor jeg tager i skole for første gang i halvanden uge! Det er kun 1 fysik time så jeg skal altså afsted! Jeg troede aldrig jeg skulle sige det men nøj hvor glæder jeg mig til at lave noget! Jeg har været ved at gå helt til af kedsomhed! Jeg satser også på at komme til engelsk undervisning i næste uge!! Hele klassen er på skiferie undtagen 5 elever, så derfor vil vores lære gerne give os lidt undervisning istedet for en uges ferie. Øv for de andre men super mulighed for mig! Jeg er jo lidt fjollet og tør ikke rigtig have sprog sammen med en hel klasse. Nu skinner solen også, så det giver lidt ekstra energi! Jeg er virkelig glad og bare opsat på at blive rask!

Jeg beklager hvis teksten oven er ret rodet, jeg tror ikke helt min hjerne er vågnet op. Om det er godt eller skidt kan diskuteres.

jeg sidder og tuder over 4 mails fra mine lærer. jeg tuder over at det nu er Chris der er den dygtige til engelsk og må alle mulige ting. jeg tuder over at min engelsk lærer spørg om jeg overhovedet kommer timerne. jeg tuder over at jeg så gerne vil igang med mit liv men alligevel står alt stille og jeg tuder over 4 mails. jeg er så skide træt af alle de mails om lektier jeg alligevel ikke skal lave. jeg er flere 100 sider bagud i alle fag undtagen geografi og fysik. tysk har jeg helt opgivet. Der er 47 sider jeg ikke har lavet alene i grammatik mappen. Så er der alle de løse papirer og dem de læser og.. jeg hader det. Jeg HADER det! Jeg plejede at være en fantastisk elev! De sidste karakterer jeg fik var sidste år før sommerferien. A'er i ALLE fag. 3 A'er i hvert fag faktisk. Jeg fik 10+ i en 9. klasses dansk essay selvom jeg lærte at skrive et essay 3 dage før og kun gik i 6. Jeg HADER at være det store tudefjæs jeg er nu. håber seriøst det her er noget pms. Har sgu ikke rigtig styr på den længere.
jeg overholdt ikke engang mine egne regler for idag. Spiste ikke aftensmad men tog til gengæld 125 ekstra kcal. Så er det også kun 385 kalorier der mangler. Det gør ingen forskel men princippet er at jeg er svag. jeg kan ikke finde ud af at snyde ordenligt eller spise ordenligt. jeg er dumdumdumdumdum.

har fortrydt sletningen af min blog da jeg har behov for et sted at lukke alt lortet ud som ingen gider høre på. så unfollow med det samme, der kommer intet godt fremover.

Igår på vej til bussen blev jeg stoppet af en ældre herre. Han var tydeligvis gammel og svækket men ellers ikke så anderledes. Da jeg passere ham siger han "Du kan godt nok gå stærkt! Det har jeg også kunnet engang". De viste sig at den gamle mand blev 93 til Maj. - Hvis han altså stadig var i live, som han sagde. Tænk sig hvad den mand ikke har været igennem. Han gik helt mutters alene med sin stok. Hans liv er ved sin ende mens mit blot er ved dets start. Hvorfor så spilde det? Der vil altid være dage hvor tingene vokser en over hovedet og hvor intet duer. Men forskellen på at leve og overleve er om man lader disse tage stige en til hovedet og blive hverdag. Det vil jeg ikke tillade det at blive. Jeg blive 15 til september. Mit liv skal kraftedme ikke dreje sig om at sidde der hjemme og tude. Jeg skal leve livet fuldt ud og nyde hvert et øjeblik. Carpe diem! Er det ikke meget forståeligt? Mit liv skal leves så jeg engang har tusinde historier at fortælle, når jeg er gammel og svækket som den mand.

Mit liv har virkelig fart på. ELSKER det! Hvem gider sidde hjemme og selvskade når man kan rende rundt i byen med ens venner? Ringede klokken 12 til en ven for at høre om hun ville med  i skøjtehallen klokken 13:24. Klokken 13 aflyste hun hvorefter jeg hurtigt fandt en anden aftale. Luxus. Kom hjem for lidt tid siden og nu er jeg bare færdig. Har købt slik og chips så min aften er planlagt.

Jeg elsker virkelig at være inde i centrum. Byen er stor nok til at man glemmer ens egne tanker men ikke for stor.

Pludselig er jeg pigen der ligger hjemme i min seng. Pludselig har jeg lyst til at græde al smerten ud. Pludselig er jeg usikker. Sagde jeg noget forkert? Er det mig? Pludselig mister jeg alt min energi og selvtillid. Pludselig gnaver sandheden sig igennem den hule facade.

- har det været idag. Har været 6 timer på stx, som for at sige det direkte, røvkedeligt. Min fremtid er allerede planlægt og stx er ikke en del af den, så alt er ligt meningsløst. Timerne er også slået sammen så vi har 4 lektioner istedet for 6. Det gør at mine måltider bliver skubbet så jeg bliver så forfærdelig sulten og spiser ALT på en gang nærmest. Jeg tror jeg bliver hjemme imorgen og får sovet helt ud. Skal mødes med min veninde omkring klokken 15 og så skal vi ellers bare hygge. Har overbooket hele min uge så jeg har så dejlig lidt tid til alle min tanker.

Jeg finder det dybt underligt og yderst sjovt hvordan et løfte og et ønske ender helt over i den anden grøft. Det er sjovt og underligt at jeg egentlig har det fint og nærmest er lykkelig om dagen, men ligeså snart jeg har et stille øjeblik kommer alle tankerne og så opdager jeg at alt er en løgn. Jeg syntes det er skræmmende at man kan glemme alle ens negative tanker. Det er dybt skræmmende at man kan smide dem langt væk og bare undgå at tænke dem. Jeg ved også at for at blive helt rask (og ikke løgnagtig rask) bliver jeg nødt til at hente de følelser frem, bearbejde dem og derefter få det oprigtigt godt. Men helt ærlig? Gider jeg det? Jeg har det jo fint 80-90 % af tiden og i den tid aner jeg ikke at det hele er løgn. Så hvorfor ødelægge det for 10-20 %?

Læs mere »

100 gram jordbær
21 gram flormelis
200 gram pære/banan yoghurt
150 gram letmælk
20 gram chokolade

464 kcal.

Der er ret mange i da jeg byttede A38 ud med pære/banan som tilføjede 90 kcal, og tilføjede chokolade, for at tilpasse det til min madplan. Den oprindelige opskrift fra arla ser sådan ud:

100 gram jordbær
21 gram flormelis
200 gram A38
150 gram letmælk

301,5 kcal

Jeg smagte kun den øverste da jeg som sagt skal have den tilpasset til min madplan. Begge opskrifter giver omkring 450 gram så der er altså nok til 2 hele glas! De mætter VIRKELIG godt og smager dejligt, så trods de mange kcal kan de virkelig betale sig! De er også dejligt (næsten sunde) og slukker ens slik og sommer tørst. I den originale opskrift var der også lidt citron og et par isterninger, som jeg dog sorterede fra. Det er jo smag og behag. 

I denne nat i et rædsomt split sekundt
genoptager jeg alt hvad jeg havde forladt
et liv med glæde er aldrig mere end en tåre
fra den nøgne ulykkelighed

sandheden vil være uvis endnu
ingen veje er endnu valgt
trods det jeg valgte vej
og endte der hvor jeg forlod