det er så latterligt men jeg tør ikke rigtig snakke om mine følelser. Eller. Det gør jeg jo så her, lige nu. lidt snakker man vel altid om det. omvendt føler jeg hellere ikke at jeg har nogen, som bekymrer sig om mig, så meget. Jeg føler mig ensom og indespærret selvom jeg har hele livet foran mig. Jeg lever virkelig livet men alligevel mangler der noget. Det er som om at alle dem jeg er sammen med til daglig slet ikke bryder sig så meget om mig. Jeg tror ikke de er rigtige venner men bare skolekammerater. Så føler jeg mig hellere ikke god nok. Jeg føler ikke at noget som helst er godt nok eller at jeg er. Jeg drømmer for stort. Mine forældre syntes jeg er skør. Jeg tror faktisk ikke de støtter eller tror på mig. Om det er trist at de ikke tror på drømme eller surt for mig kan være ligemeget. Jeg er bare træt af at de konstant nedvurderer alt hvad jeg drømmer om. Jeg er træt af at skulle nedvurderes non-stop. Skolepsykolog vil tilrettelægge næste skoleår så jeg ikke bliver presset for meget men hellere ikke for lidt. Det er kraftedme lort. Jeg vil starte fuldtid i 9. stress og depression eller ej! Jeg føler mig SÅ magtesløs over for fremtiden og jeg det gør mig sur. Han skal ikke bestemme hvor meget jeg må gå i skole. Det kan jeg godt selv! Så er jeg også møg sur over at jeg nu højest sandsynligt har en depression OG fucking stress. Jeg hader begrænsninger. Men heldigvis har jeg ikke angst <3 Det gik da faktisk helt godt, sådan at være mere sentimental end normalt.
