Another Sick Blog

det undre mig at jeg ikke er knækket noget før. at jeg ikke har skreget og råbt eller sultet mig, til min pointe var klar. jeg føler mig stærk når jeg står ved min drøm som den eneste. jeg bliver sur når folk der skulle mig det bedste gør mere skade end gavn. jeg bliver gal når de derefter ikke vil lytte. hvorfor lytter jeg så til dem? bliver trist når jeg indser at jeg nok ikke kan hvad jeg vil. måske først om flere år måske aldrig. jeg bliver trist når jeg gang på gang skuffer folk og må have særbehandling. der bliver jeg også gal på mig selv.


Jeg er nærmest rask. Jeg er vel rask.
Jeg skal til møde på risskov snart hvor mine forældre skal med ind. Forventer lidt at jeg bliver afsluttet. Ved ikke om det er tidspunktet at fortælle de ting jeg ikke har sagt.

Min far har taget min mcflurry og givet til min søster fordi jeg spiste af den gentagende gange i bilen. Hvilket betyder at jeg IGEN går iseng (måske) med 1432 kcal i maven. Der er ikke en skid mad i huset, kun digestive og pepsi. Så ja nu må vi se! Men gud hvor er min far latterligt. Tænk at tage slik fra en anorektiker haha. ja ok det var dagens lort. Syntes virkelig han er barnlig og latterlig. Men det er altså underligt, at jeg slet ikke har været sulten igen? Jeg er jo som sagt vant til 2400 kcal om dagen, så hvorfor bemærker jeg ikke at der mangler 1000? fatter nada, måske jeg bare er dum. Gud hvor lukker jeg egentlig meget lort ud.

Jeg er gået i seng velvidende at jeg kun lige har spist over 1000 kcal. ups..? Syntes altså hellere ikke at det kan passe fordi jeg har slet ikke været sulten idag. Og det burde jeg jo være når jeg er vant til 2400 kcal! Men det går nok, fordi jeg ønsker slet ikke at tabe mig. Så meget. Jeg blev bare lidt stresset af at min behandler spurgte hvordan hverdagen ville være uden center for spiseforstyrrelser. Hvilket får min hjerne til at tro at de vil afslutte mig. Kan nu godt forstå min behandler fordi hvornår har vi egentlig diskuteret min spiseforstyrrelse? Hvornår har jeg egentlig selv accepteret at den er der? Ikke fordi jeg er totalt nægtende, men jeg nægter at tænke på den, nægter at kigge på mig selv, nægter at se min vægt og nægter egentlig at tale om den. Så basically er min spiseforstyrrelse i skakmat. Det har ikke gjort mig noget, før nu. Tænk hvis de afslutter mig! Så er der jo ingen som gider høre på mig, hjælpe mig eller bare vise bekymring! Er faktisk gået helt hen og blevet glad for min behandler... :o Hun kender mig også bare så godt efterhånden og jeg stoler rent faktisk på hende. Hvilket også tog over et halvt år. Jeg er nok mest bange for at blive glemt og efterladt. Det er min konklusion efter at have tænk i mange dage. Jeg er så desperat for ikke at blive glemt og forladt at jeg sulter mig (ok sultegrænsen er 900). Igen. Det var det som førte til hele min spiseforstyrrelse.
Wow følelser! Elsker anonymiteten!
Var til lægen idag, samme læge som henviste mig til cfs i den tid! Faktisk kunne jeg ikke se hende i øjne haha. Men hun er også høj, blond og vildt intimiderende! Samt hun begyndte at læge psykolog og spørge ind til min stress, selvom jeg var der for ledsmerter. Meget sødt at hende, kan man vel sige.

Min mor er totalt oppe at køre fordi jeg ikke gider hente min søster. Der er 650 meter hjem og hun er 9 år. Det burde hun da selv kunne klare. Jeg tog bussen hjem da jeg var 9 og gik i 3. klasse. Dog ikke særlig tit, men det var da fordi min mor gerne ville hente mig.  Desuden er jeg vildt træt og har lidt ondt i hovedet. Men neeeej. Nu vil min mor aldrig køre mig til silkeborg eller faktisk aldrig nogensinde køre mig nogensteder hen igen. Det har hun lige svoret. Desuden handler dette slet ikke om min søster men om hvordan jeg aldrig kan gøre noget for nogen andre. Jeg syntes hun er virkelig barnlig. Det er lige så snart jeg ikke gider gøre noget, som altså nemt kan gøres, så truer hun mig. Ikke voldige trusler men bare ting som "Nu må du ikke komme ud til XX på lørdag!" "Så får du ikke dine lommepenge!". Latterlige ting. Er det mig som er barnlig og syntes hun er latterlig? Helt ærligt.