Another Sick Blog

Jeg er gået i seng velvidende at jeg kun lige har spist over 1000 kcal. ups..? Syntes altså hellere ikke at det kan passe fordi jeg har slet ikke været sulten idag. Og det burde jeg jo være når jeg er vant til 2400 kcal! Men det går nok, fordi jeg ønsker slet ikke at tabe mig. Så meget. Jeg blev bare lidt stresset af at min behandler spurgte hvordan hverdagen ville være uden center for spiseforstyrrelser. Hvilket får min hjerne til at tro at de vil afslutte mig. Kan nu godt forstå min behandler fordi hvornår har vi egentlig diskuteret min spiseforstyrrelse? Hvornår har jeg egentlig selv accepteret at den er der? Ikke fordi jeg er totalt nægtende, men jeg nægter at tænke på den, nægter at kigge på mig selv, nægter at se min vægt og nægter egentlig at tale om den. Så basically er min spiseforstyrrelse i skakmat. Det har ikke gjort mig noget, før nu. Tænk hvis de afslutter mig! Så er der jo ingen som gider høre på mig, hjælpe mig eller bare vise bekymring! Er faktisk gået helt hen og blevet glad for min behandler... :o Hun kender mig også bare så godt efterhånden og jeg stoler rent faktisk på hende. Hvilket også tog over et halvt år. Jeg er nok mest bange for at blive glemt og efterladt. Det er min konklusion efter at have tænk i mange dage. Jeg er så desperat for ikke at blive glemt og forladt at jeg sulter mig (ok sultegrænsen er 900). Igen. Det var det som førte til hele min spiseforstyrrelse.
Wow følelser! Elsker anonymiteten!
Var til lægen idag, samme læge som henviste mig til cfs i den tid! Faktisk kunne jeg ikke se hende i øjne haha. Men hun er også høj, blond og vildt intimiderende! Samt hun begyndte at læge psykolog og spørge ind til min stress, selvom jeg var der for ledsmerter. Meget sødt at hende, kan man vel sige.