Another Sick Blog

var det nok mit liv der faldt på gulvet.
min dansklærer trak mig til side idag for at sige, at jeg ikke er nok aktiv i dansktimerne. intet nyt idet. vi har kun haft hende siden ferien og jeg er bare så usikker omkring hende. Men altså, hun sagde at jeg nok skal forbedrede mig på en dårlig dansk mundtlig karakter. cirka 02. 02. 0 fucking 2! Hele min skoletid har jeg fået gode karakter, selv da jeg faktisk ikke gik i skole. Der var det jo også nemt, jeg fik 10 i alle mine afleveringer udelukkende pga. medlidenhed. Men nu i 9. klasse vælger jeg at fucke alt op. Hvor dum har man lov at være. Ihvertfald ikke så dum. Min far er sur, det ved jeg. Min mor forsøgte at sige det pænt. "Jeg tror han er lidt irriteret over det med dansk. Altså hvis det var tysk er det noget andet. Men det er jo dansk!". Jeg ved ikke om dette ødelægger alle chancer for gymnasiet. Det gør det nok. Hvor står jeg så lige? 10. klasse selvfølgelig, men jeg ville dø. Jeg er bare virkelig sur. Virkelig virkelig ekstremt sur på mig selv. Alt jeg skulle have gjort var at række min lorte hånd op. egentlig var jeg optimistisk. min lære var smadder sød og gad faktisk høre på mit lort. Hun sagde at man også kan supplere med en udtalelse, og hvis det kun var ét fag så ville gymnasiet jo godt kunne se det, fra min side. Da jeg så kommer hjem stiller min mors spørgsmålstegn ved det og egentlig bare tager håbet fra mig. jeg er også bare sur over at alle er inde over mig. hvis jeg ikke var gået helt ned, ville det ikke være et spørgsmål jeg skulle i 10. Alle ville støtte mig og skubbe mig i den retning. jeg er bare sur på alt.

Min behandler fortalte mig for godt en måned siden, at planen er afslutning omkring jul. Så er jeg rask. Men er jeg det? Først gik der panik i mig. Ingen anoreksi? Jamen. Hvad er jeg så? Anoreksien har givet mig en alfeagtig følelse. Jeg har følt mig rigtig og accepteret. - trods alt det lort, som det også har medbragt. Men alligevel fik jeg en panik agtig følelse. Er jeg så stadig rigtig? Straks begyndte jeg at trække i land; Jamen jeg har jo også tænkt meget på mad...
Jeg tror ikke det gjorde det store indtryk på hende. Nu er jeg også ligeglad. Om dette er slutningen eller begyndelse aner jeg ikke. Jeg er selvbevist. Jeg er bevist om min krop og hvad den skal kunne og se ud. Jeg er bevist om min mad. Men er dette nødvendigvis negativt? Jeg har jo også skøjteløb, som betyder ekstremt meget. Ikke at jeg overhovedet er noget nær elite niveau, men det kræver jo alligevel en stor indsats. Så er der jo også kropsbevidsthed derfra. Ikke noget voldsomt, intet pres eller noget, men det bliver da bemærket hvis man spiser meget slik eller har taget på. Men er jeg mon rask? Jeg kan ikke rigtig tro på at jeg er rask. Jeg har helt klart rykket mig. ENORMT. Jeg tæller ikke særlig mange kalorier, og har jo taget næsten 1/4 af min kropsvægt på. Jeg er næsten fuldtid i skole, og det går glimrende. Altså lige bortset fra at min behandler ikke vil have mig på gymnasiet. Men hun er jo ude af billedet længe før det. Desuden ved hun ikke skid, stadig. Det troede jeg hun gjorde, men nu vender hun jo alt jeg siger mod mig. Pointen er lidt at jeg har besluttet jeg er rask. Selvom jeg ikke nødvendigvis er sikker. Men det er nok ikke anoreksi længere. Bare et lidt kompliceret madforhold, som så mange andre. Men jeg er rask. Fri.