Man kan ikke flygte
Da jeg var færdig i det psykiatriske system tænkte jeg, at nu havde jeg lært at håndtere mine følelser. Gud, hvor lyder det som om, at jeg har ustyrlige følelser. - Dette er ikke tilfældet. Men jeg troede, at nu havde jeg lært at håndtere pressede situationer og tider på en konstruktiv måde. Det tror jeg egentlig ikke er tilfældet. Ikke fordi jeg stadig er syg, stresset eller noget, men det er bare ved at gå op for mig hvor mange overspringshandlinger jeg egentlig begår.
Jeg har altid været bange for stilheden. Min hjerne har, og vil nok også, altid kværne løs når der er bare et sekund i overskud. Når man kombinerer dette med at være teenager, spiseforstyrret, stresset, presset og ikke mindst velvidende om de store ting i livet, så er det klart at det gik galt.
Jeg har det stadig rigtig godt. Jeg er en helt normal teenager der de sidste 2 dage har været på druk. Jeg har massere af venner, faktisk langt flere end de fleste. Folk stoler på mig, ser op til mig og har respekt for mig. Jeg er blevet en del af et aktivt miljø hvor jeg er langt yngre end alle andre. Det er fantastisk men der er også en del pres. Igen, så lyder det som noget forkert, men det er slet ikke narkomiljø eller noget andet suspekt.
Jeg står konstant på grænsen mellem ung og voksen. Ikke kun pga. min alder men også på grund af mit miljø. Hvornår skal jeg være yderst ansvarlig og gå op i komplet ligegyldige detaljer, blot for at være fuldstændig spotless? Hvornår skal jeg bare drikke og ryge og være ung?
Efter sommerferien begynder jeg på gymnasiet, og jeg glæder mig som vanvittig. Jeg var blevet så træt af folkeskolen. Fra lærernes side er der ingen tillid, ingen tiltro til at vi elever selv kan tage ansvar. Jeg blev så træt af de konstante påmindelser om lektier. Jeg er 16 år gammel intet mindre. Jeg kan sagtens finde ud af at lave de lektier. OGSÅ uden 3 påmindelser på hh. sms, mail og i klassen!
Derfor glæder jeg mig nu til at komme igang med gymnasiet. Det er ikke længere succes at få 12 i folkeskolen. Det gør alle jo. Og når alle får 12 og det mister sin betydning, hvad gør man så? Jovist er karakterer bare et tal, men vi ved jo godt at det tal er meget vigtigt.
Denne Sommer markerer slutningen på en epoke; Min barndom
