Another Sick Blog

så ved jeg ikke hvad det er

det må ud. jeg kan ikke holde det inde. jeg bliver nødt til at sige det til et rigtig menneske. jeg vil trøstes. være lille. holdes om. men det kan jeg ikke. jeg kan ikke sige det fordi. det kan jeg ikke. aklropagklfjwfjngj93w0ri¨fjq¨POR12K

ingen forstår det. ingen. jeg er alene. HVORFOR forstå de det ikke? hvorfor forstår ingen MIG? Jeg har brug for det. jeg har brug for at folk forstår. jeg har brug for forståelse og kærlighed. jeg har brug for at mit lille hoved ikke koger over.

make:me

jeg hader tøj. jeg hader det. intet sidder godt. alt fremhæver min fedhed og kæmpe lår. jeg vil ikke i skole jeg vil ikke ud af huset. det eneste jeg vil er at ligge under dynen i mine oversize tanktops og fodbold shorts. jeg vil ikke have tøj på og udstille mig selv som fed ko. ARGH

jeg vil bare så gerne være stærk. jeg hader når min mor siger jeg er psykisksårbar eller bare sårbar. Det passer jo. Men det må det ikke! I brevet fra ana står der jo netop, at hvis man sulter sig er man stærk. Så er man målrettet. Måske det kun gælder hvis man er tynd det ved jeg ikke. Men jeg vil ikke være svag. jeg hader at give op på den her måde. jeg føler mig så svag. jeg sætter mig bare ned og spiser det der bliver serveret. tæller næsten ikke engang kalorier. jeg spiser det kage som er på madplanen. HVORFOR? Jeg vil ikke være så svag. jeg vil være stærk. jeg vil være tynd og stærk.

det er jo slet ikke fordi man får kæmpe skyldfølelse når man sidder og taler og lægen siger at jeg ikke føler der er en mening med mit liv. min mor begynder at græde og lægen spørger mig hvordan det hele startede hvorefter jeg må sige at det startede da min far ville være organ donor hvorefter han udbryder "Mig?". Det er jo slet ikke fordi man får skyld og tænker at jeg er totalt ubehøvlet over for mine forældre.

jeg overvejer at gøre min blog privat. det føles bare så forkert at dele så meget med mennesker jeg ikke engang kender.

dør jeg. big time.

på fredag fortæller lærerne alle i klassen om min spiseforstyrelse. lovely. nej egentlig ikke. Jeg ville dø hvis jeg skulle være i klassen. Dø. Det ville jeg i hvertfald ønske. Men heldigvis skal jeg til behandling midt på dagen, så jeg ikke kan nå i skole. det er tilgengæld lovely i stor stil. udover at den følgende mandag bliver... meget hård. utrolig hård at komme i skole med oprejst pande. Nu skal jeg også tage stilling til hvordan jeg fortæller mine bedste venner fra 7. det. Jeg kender jo alle i klassen rigtig godt fordi jeg gik der før jeg rykkede op. Men omvendt det er jo ikke relevant for dem at få det fortalt sådan officielt af lærer eller noget. arh nu sludrer jeg sry. jeg smutter.

Jeg ved ikke hvad for en hylde jeg skal lægge min tomme sjæl og jeg har overhovedet ingen anelse om hvad for en reol der kan rumme og holde til min krop.
Hvis der virkelig er en Gud der oppe må han gerne tøre mine øjne og love mig tyndhed.

det er lige gået op for mig at folk rent faktisk læser min blog og trykker thumbs down.

jeg vil ikke veje fucking 46,6. selvom det er på fuld mave om aftenen så vil jeg ikke veje det. jeg vil tilbage i tiden. jeg vil tilbage. jeg vil veje 44,8 og stadig dalende. jeg vil have lov ikke at spise. jeg vil ikke have farve i kinderne. jeg vil ikke se sund ud! Fordi når man er sund så spiser man. Når man spiser indtager man mange kalorier og fastholder en høj vægt. Jeg vil være ligbleg og ligne et vrag. jeg vil være ligeglad med alt og andet. ikke som nu. lalleglad idiot med fedelår og rødekinder og varme hænder. en lalleglad idiot der konstant føler skyld over ikke at sige "jeg elsker dig". Jeg vil tilbage til at være kvart sociopath. Dengang jeg var skide ligeglad med at jeg ikke elskede nogen. Jeg vil tilbage. langt tilbage. længere tilbage end dette men helt tilbage før. jeg burde slet ikke skrive dette på denne blog. jeg har oprettet min helt egen whine blog hvor jeg plejer at putte sådanne ting på. men nu fik i æren. den klamme ære. kill me, please.

jeg sidder på mit værelse med åbent vindue og blæser tændt og iført en lille kjole. jeg er desperat for at forbrænde kalorier. mine fingre er helt hvide. de er flotte. er det ikke noget med at man forbrænder 200 kcal pr. 1 grad ens temperatur falder? hvis det er sandt så forbrænder jeg mange lige nu. mine tænder klaprer.

ikke god nok. ikke tynd nok. ikke engang tynd. overhovedet ikke. alt for klam. ad ad ad.

Jeg vil også være med. Idag blev jeg nødt til at gå 10 minutter før pga. behandling. Fint nok. Det var så bare lige idag at to af de piger som går på efterskole kom... Jeg har lige set fotosne igennem på facebook. Alle er glade. Alle har t-shirt på. Jeg vil også være med! Jeg vil også være glad! Jeg vil også være fri og bestemt ikke mindst: HAVE T-SHIRT PÅ! Alt føles bare som helvede. Eller som et egoistisk helvede. Det er nok ikke helvede iforhold til alt andet. Men jeg er nok bare træt...
Jeg har ikke fået lov til at komme på lejr i næste uge. Så meget for at være ærlig. I det mindste får jeg 7 dages fri fra de 35 timer om ugen i skolen.... Det hjælper jo også rigtig meget når det er HELE skolen som tager afsted på lejr og det er en kæmpe begivenhed som bliver talt om i lang tid. Og så ved de ikke engang hvorfor jeg ikke er med. Min mor har talt med min klasselærer. De siger bare at jeg er syg når der bliver spurgt. De vil også tale med HELE mit lærer team om at jeg er sårbar. wtf. Jeg har sagt til mine forældre at hvis der bliver fortalt mine diagnoser og at der skal passes på mig og jeg er sårbar. - så nægter jeg at tage i skole. Jeg vil ikke være den sårbare pige som skal tages hensyn til! Nu har jeg brugt tid på at virke selvsikker og som om jeg har styr på alt. arhh

- sådan føltes det. Det føles som om at altid er forsent. Eller ikke forsent men umuligt. Jeg har stadig ønsker om at tabe mig. jeg er IKKE parat til behandling. Jeg vil IKKE. Jeg vil bare være tynd og flot og opslugt af alt andet end mine tanker. Jeg skal til diætist på mandag. Skal have lavet en madplan specielt til mig og det føles bare som om at når jeg får den så... så er det forbi. Så er det goddag til fat ass me. Jeg har lyst til at græde og skrige. Jeg er vel det man kalder panisk. jeg vil IKKE! Jeg gider ikke have den dumme madplan. jeg gider ikke i behandling. Jeg vil bare have lov til at passe mig selv og ikke spise.argh jeg kan ikke have det. min plan ligenu er egentlig at tage de skide kilo på så jeg kan få lov til at skøjte. og så vil jeg springe alt mad jeg kan over. Forhåbentligt tabe mig. Når jeg så skal vejes må jeg jo drikke vand og lyve som en psycopath så jeg kan komme fri.

egentlig har jeg slet ikke rigtig grædt under alt det her. Men det gør jeg nu. Eller ikke stortuder men lidt alligevel. jeg har taget 2,2 kilo på... Det fortsætter. Det må de ikke. Nej nej jeg kan ikke have det. jeg græder af tanken. Hvordan kan det ske?! Jeg fatter det ikke. jeg fatter det virkelig ikke. jeg er fed. jeg er klam. der er kun 3 kg så er jeg tilbage på næsten normalt. ihvertfald hvad de kan acceptere. omg jeg kan ikke klare det. jeg er ikek længere lille. jeg er stor, fed og klam og mine deller r sindsyge. hjælp mig. nu græder jeg virkelig. jeg kan ikke.

"tag lige det sidste chokolade. der er så lidt. du må gerne tage det med op"
gad ikke gøre noget. tog det bare. ikke fordi jeg har tænkt mig at spise de 6,25 gram med 32,75 kcal. nejtak nejtak. det ryger sikkert ud af vinduet ligesom rygbrødden forleden dag. det er for upraktisk at opbevarer den under min topmadras ligesom kanelkiksen. mit værelse er ved at blive rigtig klamt af alt det mad.

Jeg har taget på. FUCKING 500 gram! Det er det de vil have mig til at tage på. Derfor er det ikke godt! Det er at være svag og lade DEM vinde! FUCKING ædeflip og FUCKING madplan som holder vægten ved lige. FUCK FUCK FUCK DET! Jeg skal ud og cykle i morgen. 3928 kilometer. Jeg skal også rulleskøjte. Mindst 30492 minutter.