its over
- sådan føltes det. Det føles som om at altid er forsent. Eller ikke forsent men umuligt. Jeg har stadig ønsker om at tabe mig. jeg er IKKE parat til behandling. Jeg vil IKKE. Jeg vil bare være tynd og flot og opslugt af alt andet end mine tanker. Jeg skal til diætist på mandag. Skal have lavet en madplan specielt til mig og det føles bare som om at når jeg får den så... så er det forbi. Så er det goddag til fat ass me. Jeg har lyst til at græde og skrige. Jeg er vel det man kalder panisk. jeg vil IKKE! Jeg gider ikke have den dumme madplan. jeg gider ikke i behandling. Jeg vil bare have lov til at passe mig selv og ikke spise.argh jeg kan ikke have det. min plan ligenu er egentlig at tage de skide kilo på så jeg kan få lov til at skøjte. og så vil jeg springe alt mad jeg kan over. Forhåbentligt tabe mig. Når jeg så skal vejes må jeg jo drikke vand og lyve som en psycopath så jeg kan komme fri.
