Hver gang jeg spiser er succes.
Hver gang jeg spiser er det ja til livet
og nej til anoreksi
Hver gang jeg spiser beviser jeg min styrke
Hver gang jeg spiser er det med glæde
og uden hysteri
Det ER muligt. Så kæmp kæmp kæmp. Fortsæt, fordi det går kun fremad. Det ER en dag af gangen. Desværre i langsomt tempo men det kommer.
Da jeg var færdig i det psykiatriske system tænkte jeg, at nu havde jeg lært at håndtere mine følelser. Gud, hvor lyder det som om, at jeg har ustyrlige følelser. - Dette er ikke tilfældet. Men jeg troede, at nu havde jeg lært at håndtere pressede situationer og tider på en konstruktiv måde. Det tror jeg egentlig ikke er tilfældet. Ikke fordi jeg stadig er syg, stresset eller noget, men det er bare ved at gå op for mig hvor mange overspringshandlinger jeg egentlig begår.
Jeg har altid været bange for stilheden. Min hjerne har, og vil nok også, altid kværne løs når der er bare et sekund i overskud. Når man kombinerer dette med at være teenager, spiseforstyrret, stresset, presset og ikke mindst velvidende om de store ting i livet, så er det klart at det gik galt.
Jeg har det stadig rigtig godt. Jeg er en helt normal teenager der de sidste 2 dage har været på druk. Jeg har massere af venner, faktisk langt flere end de fleste. Folk stoler på mig, ser op til mig og har respekt for mig. Jeg er blevet en del af et aktivt miljø hvor jeg er langt yngre end alle andre. Det er fantastisk men der er også en del pres. Igen, så lyder det som noget forkert, men det er slet ikke narkomiljø eller noget andet suspekt.
Jeg står konstant på grænsen mellem ung og voksen. Ikke kun pga. min alder men også på grund af mit miljø. Hvornår skal jeg være yderst ansvarlig og gå op i komplet ligegyldige detaljer, blot for at være fuldstændig spotless? Hvornår skal jeg bare drikke og ryge og være ung?
Efter sommerferien begynder jeg på gymnasiet, og jeg glæder mig som vanvittig. Jeg var blevet så træt af folkeskolen. Fra lærernes side er der ingen tillid, ingen tiltro til at vi elever selv kan tage ansvar. Jeg blev så træt af de konstante påmindelser om lektier. Jeg er 16 år gammel intet mindre. Jeg kan sagtens finde ud af at lave de lektier. OGSÅ uden 3 påmindelser på hh. sms, mail og i klassen!
Derfor glæder jeg mig nu til at komme igang med gymnasiet. Det er ikke længere succes at få 12 i folkeskolen. Det gør alle jo. Og når alle får 12 og det mister sin betydning, hvad gør man så? Jovist er karakterer bare et tal, men vi ved jo godt at det tal er meget vigtigt.
Denne Sommer markerer slutningen på en epoke; Min barndom
what jeg havde næsten glemt denne blog! jeg kom faktisk kun i tanke om det fordi jeg drømte om min gamle behandler i nat. det er første gang i utrolig lang tid hvor jeg har tænkt tilbage! jeg har det virkelig godt og havde næsten helt glemt hvor godt jeg egentlig har fået det! j
eg fik engang at vide at man aldrig kan blive helt rask. det skræmte mig enormt meget og fik mig næsten til at give op. men ALDRIG giv op! fordi man KAN sagtens blive HELT rask! jeg er nået til et fantastisk sted hvor jeg hviler i mig selv, jeg har ikke brug for andres anerkendelse eller bekræftigelse. jeg ved at jeg er god nok og at det jeg gør er rigtigt - og hvis det skulle være forkert så kan man jo kun grine :-) jeg tør godt stå alene, både fysisk men også med mine meninger og holdninger. jeg er virkelig i sandheden lykkelig og har været det 24/7 de sidste par år! det er fedt! så hvis nogle overhovedet læser med her, så frygt ej det er skam muligt!
Jeg står op som den første.
De sidste par dage har der floreret historier om at fangerne på Guantanamo bay får tvangsernæring. Idag har jeg så set denne video:
http://www.youtube.com/watch?v=z6ACE-BBPRs
Men er det egentlig ikke samme behandling spiseforstyrede modtager på psykiatriske afdelinger? Nu slap jeg heldigvis selv, men er der nogle som har prøvet det og kan svare?
Jeg forsøger at tvinge mig selv til at holde ferie, hvilket ikke er nemt. Egentlig har jeg kun 6 dages "ferie" tilbage, idet alle andre allerede er planlagte og optaget. Derfor forsøger jeg at slappe helt af og virkelig stresse ned, men det går ikke særlig godt... Dette tager jeg dog kun som et udtryk for hvor langt jeg er kommet! Sidste år blev jeg stresset af ingenting og nu vil jeg helst holdes igang hele tiden, og kan sagtens håndtere det! Jeg håber at i nyder jeres ferie og skal opleve en masse spændende ting! :-)
Når jeg tænker tilbage på de sidste mange år, så bliver jeg helt taknemmelig over at være den jeg her og hvor jeg er.
Jeg kan huske i 6. klasse hvor alt gik i stå. Egentlig begyndte det allerede i 5. men det kolliderede i 6. klasse. Jeg kan huske alle de tunge følelser som fik mig helt ud på kanten. Helt derude hvor en forsinket bus kan være dråben der flyder over og afgører liv og død. Helt derude hvor alt er mørkt og helt snurret sammen, men hvor spørgsmålet "Hvad er der galt med mig?" ikke kan besvares og derfor virker det ikke logisk at spørge om hjælp.
Jeg kan huse min 14 års fødselsdag. Starten af 8. klasse hvor jeg ikke længere gik i skole. Egentlig gik jeg kun i skole den første uge og så brast jeg. Hele min verden brast.
Men jeg husker fødselsdagen hvor jeg ikke ville fejres. Fordi hvad var der dog at fejre? Jeg fjernede min fødselsdag fra alle sociale medier og var helt tavs om den - tænk nu hvis nogen skulle opdage det! På selve dagen ringede alle pigerne fra min klasse - de havde huske den selvom jeg aldrig før havde fejret den med dem.
Jeg kan huske motionsløbet op til efterårsferien samme år. Selvfølgelig fik jeg ikke lov at deltage, men jeg ville gerne være med som heppekor. Det er egentlig også en sjov tanke, at sende en anorektiker ud på en løbetur hvor lærerne hepper på livet løs.
Efter kun 15 minutter mistede jeg blodet i mine fingre og tæer. Dette er ikke usædvanligt hverken dengang eller idag. Problemet var bare at jeg ikke kun havde mistet blodet, men også mistet følelserne og kontrollen over dem. Det var her min klasselærer generøs sagde "Løb en runde! Så får du varmen og der sker sikkert intet". Han gjorde det for at være sød, problemet var bare at jeg ikke havde spist i siden eftermiddagen dagen før og ikke havde tænkt mig at spise igen før lørdag formiddag. Samme efterårs ferie var jeg så sekunder fra en tvangsindlæggelse hvor end de ville tage mig. Mandagen efter ferien mødte jeg op til mine ugentlige 2 fysik timer og lod som ingen ting.
Jeg har gjort op med anoreksien og er forevigt lykkelig. Mit hjerte knuses bare ved tanken om alle disse ting og følelser. Jeg håber aldrig jeg glemmer dem, fordi disse ting skal ikke spolere min fremtid men derimod bruges for at blive endnu stærkere og mere motiveret. Jeg har lært ufatteligt meget. Jeg har lært at alting ikke altid er mit ansvar. Dog føler jeg stadig nogen gange at det er det, andre gange burde jeg måske. Livet er ikke altid en dans på roser, selvfølgelig har jeg stadig problemer men ingen i den størrelses orden.
Jeg tror at anoreksien har gjort mig kold på en yderst brugbar måde. Derfor er mit eneste råd til alle spiseforstyrrede piger eller drenge: Lad det ikke ødelægge jer, men lad det gøre jer stærkere. Det er muligt, men det er ikke nemt. Man kommer til at gå i mørke. For mig var der en lang periode hvor jeg følte mig hjemløs. Jeg var stadig syg men ikke pro ana syg. Mine venner førhen kunne jeg pludselig ikke tale med men omvendt hvem skulle jeg ellers? Jeg famlede i mørke men holdte fast i håbet om lys forude. Jeg viste ikke hvad der ville ske men når først man er midt i mørket, så kan man lige så godt fortsætte.
I sidste ende elsker jeg mit sygdoms forløb. Jeg er på mange områder lang foran mine venner. De sidder fast midt i al selvhadet og fordommene mens jeg er ovre det. Når vi snakker om unødige kalorier kan jeg smile arrogan og sige "Jeg er ligeglad, min krop er lækker". Fordi det gør jeg og det tror jeg. Jeg har endelig lært at se min skønhed og ikke lade andre tage den fra mig. Det er det bedste som er sket for mig
Forresten lukker google reader jo. Var lidt i dilemma om det skulle være bloggens død, men nu har jeg jo aldrig blogget for jeres skyld (ha sorry) men for min egen. Men hvis i virkelig skulle have lyst til at læse med så kan i finde bloggen på bloglovin
Håber lige i giver jer selv tid til at læse hele indlægget, ellers giver nedenstående nok et forkert indtryk. beklager det pludselige følelsesudbrud :-)
jeg sover for lidt
jeg spiser for lidt
jeg er alt for stresset
jeg griner for lidt
jeg er alt for presset
jeg mangler mine venner
jeg har det bedre end nogensinde
Mit liv pt. er ret skønt. Ekstremt ambivalent, dog. Det føles dog ikke sådan. Måske er det bare mig som render rundt som en glad idiot. Jeg elsker at være teenager. Oplever fantastisk meget sammen med mine skønne veninder. Vi er gamle nok til at (lyve) købe os til alkohol men stadig unge nok til at lyve os ind diverse steder hvor det er passende. Jeg elsker mine venner og savner dem for meget. Siden lockouten hvor vi boede sammen nonstop i 4 uger, har jeg været et meget ensomt menneske. Ikke fordi jeg reelt er ensom, men fordi man skal vænne sig til at ligge alene i en dobbeltseng, når nu man er vant til at ligge 4 mennesker der.
Jeg er alt for stresset over eksamen, har sgu taget den lidt for meget med ro. Men selvom jeg er stresset så er jeg glad. Glad hele tiden, og så er jeg ikke engang på lykkepiller. Her under de skriftlige eksaminer har jeg virkelig kunne se, hvor meget jeg egentlig har udviklet mig bare siden December. Til terminsprøverne i dansk græd jeg. Jeg græd fordi presset var for stort og fordi jeg følte mig utilstrækkelig. Sidste mandag da jeg skulle op i dansk, missede jeg bussen om morgen. øv. Men dette skrid i planlægningen ødelagde ikke min dag, hvilket det ellers ville have gjort i Decembers. I stedet skrev jeg min bedste dansk opgave nogensinde. Jeg er glad og tilfreds med alle eksaminerne. Jeg har det bedre end nogensinde før.
Selvom jeg samtidig føler alle ting, øverst i indlægget er det intet ála det jeg førhen har følt. Jeg er ikke stresset som i sygdommen, men som i den tilstand de fleste teenagers befinder sig i. Jeg er egentlig mest stresset over, at jeg skal stå op klokken lidt i 7 hver dag og ikke kunne flade den (det er satme også trist). Jeg tror på, at når man først har vænnet sig til at have det fantastisk, så er ens "smertegrænse" meget lavere. Forstået på den måde, at stresset førhen betød så stresset at jeg frygtede for et hjerte anfald. Nu betyder stresset bare at jeg har fri klokken 14 og skal til yoga. Førhen betød for lidt mad under 400 kalorier. Nu betyder det under 2300 kalorie måske (wouldn't know either way). Jeg savner mine venner fordi jeg ikke har krammet nok med dem idag, ikke fordi det er 4 uger siden sidste kram.
Jeg har det bedre end nogensinde før. Jeg er pisse hamrende glad for at jeg er fri. Jeg er ude og har det FANTASTISK. Jeg skal ikke tænkte på mad, på stress, på vægt eller noget. Jeg behøver ikke tage nogen hensyn til min svage psyke. Jeg kan gøre hvad jeg vil. Jeg er stolt af mig selv, jeg er stolt af alle mine fremskridt. Jeg er stolt af, at selvom jeg troede at toppen var nået, så fortsætter jeg med at vokse. Både i overført men også direkte betydning (er vokset 3 cm!!)
Jeg har det fantastisk. Jeg er stolt af min indsats til eksaminerne. Jeg glæder mig til at vise hvad jeg kan til de mundtlige. Jeg er omgivet af fantastiske menneske hver dag. Jeg er en del af ikke bare 1 men mange fællesskaber, hvor JEG er vigtig.
Jeg er lykkelig.
der er 2 uger til eksamen! Det e LIGE gået op for mig. Troede der var 1,5 måned endnu!!!! Hvor dum kan man lige være, haha. Jeg er seriøst i panik, har dovnet alt for meget og er kun blevet dummere den sidste måned. Alvorlig meget dummere. Jeg tror seriøst jeg dør ligenu, i min seng. TO UGER?! Jeg dør hvis ikke de bliver rykket. Ingen af os aner hvor vi står, hvad der skal ske eller hvornår. Håber så meget at de bliver rykket til Juni, ellers så. ja så dør jeg helt enkelt.
efter at jeg er blevet rask, har denne blog været min eneste form for dagbog. dette betyder at alle min, specielt negative, tanker findes her. når jeg blogger er det oftest om de dårlige ting som bare skal ud. dette giver nok et forstyrret billede af min tilstand. jeg har det rigtig godt for tiden, spiser helt normalt, klarer mig godt i skolen og har nogle fantastiske venner som jeg bruger meget tid sammen med. alt i alt har jeg det fantastisk. jeg har nok aldrig haft det bedre i mit liv. med det sagt, så er der selvfølgelig dårlige ting og perioder og det er primært dem som fylder, her på bloggen.
jeg magter seriøst intet. jeg er bare en zombie som går rundt og forsøger at gøre alle de ting, som jeg nu engang skal. jeg har travlt konstant og får ikke altid sovet over 4 timer. eksaminerne er snart men jeg magter ikke at lære noget fordi jeg render rundt i en kronisk zombie tilstand. jeg møder op til nærmest alle mine træninger, men udretter intet. min krop er ødelagt og jeg har flere overbelastningskader. sæsonen er snart slut, skolen er snart slut og jeg er snart slut. 10 klasse bliver godt fordi så behøver jeg ikke være så skide pligtopfyldende her i 9.
jeg mangler at skrive et essay om tid og ventetid. ironi i aller højeste grad. jeg magter intet og slet ikke dette essay. nødplanen må være en lang smøre om hvor lidt tid der egentlig er i denne verden. alle mine venner rejser imorgen og så skal jeg undvære dem indtil på fredag. jeg har virkelig ondt af mig selv, og savner dem allerede. jeg føler mig virkelig ensom for tiden selvom jeg konstant er omgivet af mennesker. jeg syntes generelt bare at min motivation omkring alt, er dalet. desuden er min krop ødelagt. min ryg gør ondt igen og jeg ved ikke hvad der sker. der er en måned tilbage af sæsonen og jeg kan slet ikke samle mig om noget. jeg stresser mig selv over alt, alt skal jo være perfekt. jeg har ikke gennemført mit program helt, i den sidste måned. jeg ved slet ikke længere hvad der sker.
min krop er også ved at blive ret klam. egentlig er jeg blevet ret tynd, mine arme er ikke runde og så stikker mine brystben ud. det er tildels irriterende fordi alle tror jeg har fået tilbagefald men omvendt også noget der, måske, provokerer et mindre tilbagefald. problemet er bare at jeg ingen appetit har. den eneste grund til at jeg ikke har tabt det jeg tog på, er fordi jeg ikke kan leve uden koffeinen fra cola. ynkeligt at jeg stadig ikke kan drikke kaffe, men jeg har jo brug for noget der kan holde mig igang.
det er som om at jeg aldrig bliver helt tilfreds, til trods for at jeg nu er rask. ikke at dette skal forstås som om at det ikke var det værd. men jeg havde dog håbet at kunne føle mig mere tilfreds, i længere tid.
jeg er træt konstant. stressen har efterhånden lagt mit immunsystem helt ned, og jeg er nu totalt blottet for absolut alle infektion. jeg har hovedpine nærmest konstant og et underlig tryk i brystet; som om det strammer. jeg sover hellere ikke rigtig, trods at jeg får godt 6 timers søvn hver nat. det er ikke fordi at mit hoved kører på højtryk. jeg træner hellere ikke rigtig. så hvorfor er det, at jeg er så skide uduelig?
det er som om at jeg sætter et alt for stort pres på mig selv, hvilket jeg egentlig har svært ved at sige idet jeg ikke syntes det er for stort - jeg kan blot føle det. jeg er begyndt at blive mere irriteret på mig selv, min personlighed, handlinger og de ting jeg ikke får gjort. heldigvis er min krop ikke trukket igennem den mest dømmende person, mig selv. det irriterer mig voldsomt at jeg ikke kan leve op til min egne krav. igen, så er det jo ikke fordi de er høje, jeg er blot ekstra uduelig. det lyder som om at jeg presser mig selv for hårdt, men det gør jeg virkelig ikke.
forleden dag indrømmede jeg, at 10. klasse nok var det mest realistiske. det tog mig en uendelighed at komme frem til det. jeg har altid været ambitiøs. ingen uddannelse kunne gå hurtigt nok, fordi det handler jo i virkeligheden om at være yngre, dygtigere og højere oppe i hierarkiet. så hvordan skulle jeg nogensinde kunne forvare, at være 17 år i 1.g når man kan være 16? hellere være hende den yngre og kloge end den middelmådige, gamle elev - også selvom det koster mig på den sociale front. men nu har jeg nok næsten offentliggjort at 10. klasse er mit valg. jeg orker ikke mere. jeg er skoletræt, jeg keder mig og hader pt det sociale liv i klassen. det er kedeligt alt sammen. selvom jeg ingen interesse har haft eller stadig har, i mine klassekammerater, kan jeg ikke lade være med at gå upåvirket igennem mit manglende venskab med dem. pigerne fra min klasse er ikke rigtig min type. de er søde og der er specielt 2 stykker jeg godt kan lide, men de er og bliver ikke mere end klassekammerater. desuden har jeg mange andre venner som jeg har det langt bedre med, og som opfylder alle mine sociale behov bedre. det er jo det, som det handler om i sidste ende - at opfylde ens egne behov frem for de andres.
for at vende tilbage til skolen så er jeg ærlig talt en del skuffet over min egen præsentation. jeg har altid kunnet levere en god stil eller prøve og altid været meget aktiv. jeg har igennem hele min skoletid laver stile i sidste øjeblikke, sågar først begyndt klokken 7 om morgen på afleveringsdagen, og så alligevel fået 10+. nu knokler jeg men uden resultat. jeg føler mig uduelig og jeg er ikke vild med tanken om, at jeg skal se mig til gode med et 7. et eller andet sted har jeg nok også tabt mig selv, i hele det her karakterræs. jeg vil have 12 og det skal være i dansk, idet det er her jeg kæmper mest. men ikke nok skal jeg have 12, det skal også være perfekt. så sent som idag fik jeg 10 for færdigheds regning men det er ikke nok. karakteren er den samme som hele skoleåret men min indsats er forhøjet - hvorfor afspejler karakteren så ikke det? jeg tror generelt, at jeg er ved at tabe mig selv lidt. jeg kan til tider også godt presse mig selv for hårdt. hurtigere, mere, bedre. jeg har de seneste uger overbooket mig selv udelukket for at undgå at være alene. ikke fordi jeg frygter det, trælse tanker eller noget andet. jeg vil bare ikke være alene. nu lyder jeg som en totalt kæreste-søgende-teenage-melankolsk pige så nu går jeg iseng.
Så er jeg officielt rask i morgen! Har det sgu et eller andet sted helt fint med det. Dog har en lille del lyst til at lave oprør og sige; lad os overraske dem alle! Jeg tror egentlig ikke at det er min spiseforstyrrelse, men nærmere min ekstremt useriøse og dårlige humor.
Tiden her den sidste måned har været meget stressende. Træning fylder mere og mere, nogle uger bruger jeg tæt på 20 timer! Så er der lektier, skole, socialt liv samt tid til at stresse af. For lige at krydre det lidt så var det sidste uge at der var projekt uge, vores endelige karakter kommer imorgen og så har jeg haft op til flere skader. Ferien er virkelig velkommen nu! Det er egentlig ikke fordi jeg har planlagt noget ud over træning. Glæder mig sådan til at komme igang igen, og ikke mindst til at se alle pigerne. Vi har virkelig verdens bedste hold og hygger os så meget sammen! Jeg kan slet ikke leve uden det samfund som er der!
så er endnu et år gået. hold fast hvor skete der meget i 2012. Tænk at jeg tabte 10 kilo og tog 10 kilo på igen. Det er jo crazy. For 12 måneder siden havde jeg en vissen krop og var svimmel hele tiden. Nu har jeg en veltrænet krop som kan gøre alt det jeg vil. Det er da lidt fantastisk. Aldrig nogensinde skal anoreksien vinde. Aldrig. Jeg håber at i har haft en god ferie og er klar til at give de sidste 6 måneder af skoleåret kamp til stregen. Det er ihvertfald min plan!
Forresten så ordnede alting sig med det skide 02. Jeg får karakteren her i starten af januar men så i februar får vi endnu en. Derfor kan det godt lade sig gøre. Det skal det ihvertfald.
var det nok mit liv der faldt på gulvet.
min dansklærer trak mig til side idag for at sige, at jeg ikke er nok aktiv i dansktimerne. intet nyt idet. vi har kun haft hende siden ferien og jeg er bare så usikker omkring hende. Men altså, hun sagde at jeg nok skal forbedrede mig på en dårlig dansk mundtlig karakter. cirka 02. 02. 0 fucking 2! Hele min skoletid har jeg fået gode karakter, selv da jeg faktisk ikke gik i skole. Der var det jo også nemt, jeg fik 10 i alle mine afleveringer udelukkende pga. medlidenhed. Men nu i 9. klasse vælger jeg at fucke alt op. Hvor dum har man lov at være. Ihvertfald ikke så dum. Min far er sur, det ved jeg. Min mor forsøgte at sige det pænt. "Jeg tror han er lidt irriteret over det med dansk. Altså hvis det var tysk er det noget andet. Men det er jo dansk!". Jeg ved ikke om dette ødelægger alle chancer for gymnasiet. Det gør det nok. Hvor står jeg så lige? 10. klasse selvfølgelig, men jeg ville dø. Jeg er bare virkelig sur. Virkelig virkelig ekstremt sur på mig selv. Alt jeg skulle have gjort var at række min lorte hånd op. egentlig var jeg optimistisk. min lære var smadder sød og gad faktisk høre på mit lort. Hun sagde at man også kan supplere med en udtalelse, og hvis det kun var ét fag så ville gymnasiet jo godt kunne se det, fra min side. Da jeg så kommer hjem stiller min mors spørgsmålstegn ved det og egentlig bare tager håbet fra mig. jeg er også bare sur over at alle er inde over mig. hvis jeg ikke var gået helt ned, ville det ikke være et spørgsmål jeg skulle i 10. Alle ville støtte mig og skubbe mig i den retning. jeg er bare sur på alt.
Min behandler fortalte mig for godt en måned siden, at planen er afslutning omkring jul. Så er jeg rask. Men er jeg det? Først gik der panik i mig. Ingen anoreksi? Jamen. Hvad er jeg så? Anoreksien har givet mig en alfeagtig følelse. Jeg har følt mig rigtig og accepteret. - trods alt det lort, som det også har medbragt. Men alligevel fik jeg en panik agtig følelse. Er jeg så stadig rigtig? Straks begyndte jeg at trække i land; Jamen jeg har jo også tænkt meget på mad...
Jeg tror ikke det gjorde det store indtryk på hende. Nu er jeg også ligeglad. Om dette er slutningen eller begyndelse aner jeg ikke. Jeg er selvbevist. Jeg er bevist om min krop og hvad den skal kunne og se ud. Jeg er bevist om min mad. Men er dette nødvendigvis negativt? Jeg har jo også skøjteløb, som betyder ekstremt meget. Ikke at jeg overhovedet er noget nær elite niveau, men det kræver jo alligevel en stor indsats. Så er der jo også kropsbevidsthed derfra. Ikke noget voldsomt, intet pres eller noget, men det bliver da bemærket hvis man spiser meget slik eller har taget på. Men er jeg mon rask? Jeg kan ikke rigtig tro på at jeg er rask. Jeg har helt klart rykket mig. ENORMT. Jeg tæller ikke særlig mange kalorier, og har jo taget næsten 1/4 af min kropsvægt på. Jeg er næsten fuldtid i skole, og det går glimrende. Altså lige bortset fra at min behandler ikke vil have mig på gymnasiet. Men hun er jo ude af billedet længe før det. Desuden ved hun ikke skid, stadig. Det troede jeg hun gjorde, men nu vender hun jo alt jeg siger mod mig. Pointen er lidt at jeg har besluttet jeg er rask. Selvom jeg ikke nødvendigvis er sikker. Men det er nok ikke anoreksi længere. Bare et lidt kompliceret madforhold, som så mange andre. Men jeg er rask. Fri.